Minderig dag

Torsdag blev en mærkedag på flere måder. Vi skulle på udflugt med Nuno til Mirandela. Første besøgte vi hans søn, Nuno, kone Silvia og tre dejlige børn. Det var ved at gøre klare til ferie ved Algarve, tæt på Praria Verde, hvor vi mødte de to familier de Sousa første gang i 1982. Derefter gik turen til det lokale marked i Mirandela, og her kan man købe alt. Jeg nøjedes med 4 T-shirts til 3 € pr. stk. Derefter mere rundtur i Mirandela, som vi har besøgt i vores tidlige Portugal-tid. Der er sket rigtig meget. Første gang var campingpladsen at sammenligne med en losseplads, men nu er det ændret. Hele byen er blevet renovere, men dog i forfald på anden vis. Men vandaler, sætter ikke pris på alt det, der iværksætter, og skæmmer det med grafitti og ødelæggelser. Ligesom i Danmark. Og det var Nuno, der i sin tid i byrådet i Mirandela satte dagsordenen for den revolutionerende ændring af byens og oplandets status. Selve byen har ca. 23.850 indbyggere. Vi har set byen fra en støvet, kedelig, slum-præget, beskidt sydeuropæisk by. Det ændrede Nuno sammen med ligesindede totalt.

Men dagen bød på mere godt.

Vi fik en godt traditionel portugisisk frokost, og var så klar til nye oplevelser.

For over 10 år siden, havde jeg en drøm om at få en klasse til Portugal og opleve den venlige og imødekommende portugisiske folkefærd. Dengang havde jeg en klasse med igen nogle entusiastiske forældre. De samlede flasker ind sammen med børnene, og vi fik på den måde oparbejdet en pæn kapital.

På et forældremøde spurgte en forældre helt naturligt: Hvad skal vi bruge penge til?

Spontant var der så en forældre, der der svarede. Måske kan Allan tage klassen med til Portugal.

Og det var grebet helt ud i luften. Men det blev ikke et luftkastel. En anden forældre havde læst om et lille rejsebureau, Festival Tours i Harlev, der reklamere med, at man kunne lave skolerejser med børn, hvis de var under 14 år, tror jeg, sammen med forældre. Vi kunne så dele klassen i to grupper, og kalde os forældre. Samtidig havde jeg hægtet på et EU-projekt, der netop drejede sig om udveksling med skoleelever i Europa. Det hele var som en gave fra Vorherre. Det hele blev servet på et guldfad. Nu kan den historie godt blive til en roman, men den stopper i denne forbindelse her, næsten. Rejsen blev en realitet, og min kollega Solveig Klyvø og jeg kunne drage sydpå med hver 10-12 børn. Eleverne blev indkvarteret privat, og vi kom til at bo hos skolelederen Odete.

Og så er vi tilbage. Jeg sagde til Nuno: Kan vi ikke lige se på skolen, og måske finde Odete. Nuno spurgte på skolen, em ingen vidste noget. Jeg huskede, at hun boede tæt på skolen, så vi drejede og og holdt ud for et hus Lotte 22, det betyder vist port 22.. Det så lidt lukket ud, så vi søgte videre, og vendte tilbage til Lotte 22, og jeg sagde igen: Det er altså det her hus, vi boede i.

Nuno ringede ihærdigt på døren, g efter lang tid, kom der en dame ud. Odete.

Og jeg en krammer, der ikke ville få ende, men så fik Karen samme tur. Vi blev trukket rundt i hele huset af en hel fantastisk glad Odete. Og så hendes mand var utroligt imødekommende.

Man bliver så glad, helt ind i hjertet, når man møder den slags gode, kærlige mennesker, og så også i Portugal.

Nuno havde også en rigtig god dag. Han havde jo som byens næstkommanderende haft meget med Odete at gør, og respekteret hende meget.

På en strækning kørte vi langs et vinfirma, der vist har rigeligt med penge. Der var tankstation, restaurant og aktivitetscenter. Men for at hegne det hele inde, var der et over 2 km lang granitgærde med tykke kæder.

Men hjemme ventede dagens dont. Rodrigo skulle igen komme og karve, pløje mellem frugttræerne, så han var straks i gang med det praktiske. Dog ser jeg mere og mere de glade smil i øjnene, når vi er sammen. Han var vejviser på turen, og da vi var næsten hjemme, siger han:

Du skal til venstre her.

Det var nede ved Sepateira.