top of page

Vejmand

Det blev igen en stille dag. Karen gik til Oueiro de Gatos på fotosafari. Der er ca. 2,5 km op ad skråningen, men i dag kun 30℃ . Da jeg ikke ville forstyrre den larmende, skønne stilhed, satte jeg mig i liggestolen og læste. Samtidig var der samvittigheden, der forlangte lidt mere aktivitet. Valget var mellem en cykeltur, slå græs eller udbedre vejen efter de seneste regnskyl. Cyklen sagde: Vent nu til lørdag sammen med Nuno. Han har tidligere kørt den lokale præst ud af kjole og krave, så han kører nok røven ud af bukserne på mig. Jeg hævner mig senere, når vi skal spise hos ham. Så var der kun tilbage at lege vejmand. Jeg måtte fylde trillebøren 10 gange med jord, grus og sten, og trille op ad både 10 og 12% stigning. En time efter veludført arbejde, sprøjter sveden stadig ud af alle porer. Godt man ikke er vejmand til daglig.

Jeg nyder kirkeklokkespillet, eller klokkespillet ved kapellet i Sepateira. Fra gammel tid har det været sådan, at kirkeklokkerne også tjente som er service. Hver kirke, kapel havde sit klokkespil. Tidligere har vi hørt både Outeiro de Gatos og Avalosos klokkespil, men nu hører vi kun Sepateiras. Efter klokkespillet lyder timeslagene. Et minut efter, gentages timeslagene, hvis man nu ikke hørte efter første gang. Hver halve time lyder et klokkeslag. Det er fra gammel tid en service for arbejderne ude i marken, så man på den måde kunne følge med i tiden. Det fungerer kun i dagtimerne, for om natten skal der være ro. Tidligere kunne vi høre den lystige bimlen rundt omkring fra landsbyerne, men i en moderne tid, må man nok ikke forstyrre med klokkespil.

Her i Outeiro de Gatos bliver man heller ikke glemt. Hver gang vi spiser i Centro de Dia, kan vi betragte et gammelt avisudklip fra 2000. Det var første gang, jeg cyklede til Outeiro de Gatos, og dengang donerede jeg et sponsoreret beløb til de ældre i Outeiro de Gatos og Sabro. Tænk efter 18 år har jeg fortsat en hædersplads.

PS. Der er mange katte i Outeiro de Gatos. Navnet betyder Kattenes Skråning.

Det triller som det bør med trillebør.

Tænk at man stadig står der efter 18 år!

Specielle Nyheder
Debatindlæg
Arkiv
bottom of page