Helleristninger

Nej, det er ikke den slange jeg kigger efter.

Dagen blev en mandag med opgaver og problemer. Morgenmad kl. 08.00 ret sent, men Nuno var i gang, så jeg måtte jo også lette koteletterne. Første opgave var at samle frø id fra de planter, jeg havde haft frø med sidste år. Ikke en stor opgave, men bare gå sammen med Nuno er en udfordring. Den mand løber. Mens jeg samlede frø og spredte ud på uopdyrkede områder, maledes Nuno gammel værktøj, som skal udstillet i han refugium. Nuno vil nu omdøbe sin patio fra Azaleaer, dan han ingen azaleaer har, til venner af Ribera. Det betyder, at hans platte skal males om, og teksten ændres. Pludselig var den min opgave, men han ville komme med teksten til platten, som jeg i mellemtiden skulle male brun med sort kant. Jeg kunne bare vælge, hvilken pensel, jeg ville skrive med. Her er jeg så lidt i panik. Jeg er absolut ikke nogen nørd til denne slags kunstneriske udfoldelser. Forinden havde Nuno proklameret, at alle hans venner skal have en sten i patioen med deres navne ristet ind. Han bad mig lave et forslag, der lignede lidt runer. Det gjorde jeg så, og pludselig havde vi en sten ve døren til baren? hvor jeg skulle tegne indskriften med kridt og efterfølgende hugge teksten ud med en mejsel, hvorefter ristningen skal males med sort. Jeg skulle også skrive tante Jenny på en sten, for hun havde malet et billede fra Gatos. Og han ville gerne have hende til at male et mere, så nu må vi se, hvad Jenny sige.

Jeg har en idé om, at de tager lang tid at lave disse ”helleristninger”, så jeg foreslog ikke Anna-Lise og Jørgen, Jesper og Trine som venner. Det må de selv komme og klare.

Endelig siesta! Jeg ville lige have lidt ro i sindet, og slå græs her omkring farmen. Da jeg ville flytte bilen, var den død. Der var ikke strøm til en lille lyd. Jeg havde åbenbart glemt at slukke det lange lyst, da vi kom hjem fra Nuno og Victoria og vi mødte vores ”slangeven”. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde ladet Karen køre hjem. Så havde jeg kunnet give hende skylden. Men hun ville gå op til Gatso og snakke med Nuno, om han havde en oplader til bilen. Som straf fortsatte jeg med at klippe græs, ukrudt omring farmen. Karen og Nuno kom retur med en oplader, og så var alt ved det gamle. Herefter måtte jeg lige bøde med en ekstra tur med leen.

Dagen sidste udfordring var middagen på Centro de Dia. Igen en overdådig gourmetoplevelse. Og det er for ældre. Supper, kyllingefilet, frugt, og alt med tilbehør ad libitum.