Afrejse

Egentlig sluttede vi dagen i går med en lille tur i Hurghada. Den blev ikke særlig lang, men det blev hurtigt ensformigt. Der ligger ens butikker side om side, og der står gadesælgere med ens varer på gaden. De er dog ikke så påtrængende, men eftersom vi ikke lige var på toppen, gik det ret hurtigt tilbage til MinaMark. Her hersker stadig en besynderlig form for renholdelse af ude-områderne. En ung fyr gik rundt og polerede og pudsede gelænderne, der var af sortmalet støbejern. Men indvendig i skabene på værelserne ligger der et tykt lag støv på hængslerne. Ikke noget problem, men en underlig prioritering.

Her kunne vi sidde og se duerne drikke vand af pollen. Jeg har aldrig set duer stikke hele hovedet under vand og tage nogle ordentlige slurke, men sådan kan man jo sidde og iagttage naturens fænomener.

Ellers er der stort set forbud mod at transportere egen kuffert. Det er der folk til. De samme folk sikrer også, at der bliver betalt drikkepenge. De forskellige grupper af hotelpersonale, har hver sin påklædning, og der er masser af personale. Det gælder også ved indgangen/udgangen. Her sidder der konstant 2 vagter.

I lufthavnen er der ligeledes et væld af personale, og gang på gang skal vi vise pas, uden at vi egentlig kan se noget formål. Men alt sammen er jo en del af oplevelsen ved at være væk fra det hjemlige.

Lidt statistik. Hurghada har et indbyggertal på 250.000. Byen består af flotte hotel-resorts, forfaldne/lukkede hoteller, nybyggeri af hoteller og boligkomplekser, slum, luksusboliger og alt derimellem.

Cairo er ikke anderledes, men her bor 16, 222 mill. mennesker.

Vi har haft en fantastisk ferie blandt utrolig venlige og smilende egyptere og hyggelige danskere.

På Nil-krydstogtet havde vi Anne Grete som guide, dygtig og behagelig, og i Hurghade trådte Mette lige så dygtigt og kompetent til. Stor ros til Atlantis.

Vi mødte dog lige modsætningen i flyet. Der sat en midaldrende ægtepar på vores pladser, og de ville ikke flytte sig. Jeg måtte have fat i stewardessen, for at få den til at flytte sig hen på de pladser, der stod på deres boardingcards. Så mødte vi noget af den danske negative mentalitet.

Hjemme i kulden, kunne jeg ikke lige finde bilen, måske den stod lige for næsen af os. En kop rødvin, og ikke rødvand, så var det sengetid. Undervejs var vi dog blevet angrebet lidt af Cairo-step. For første gang i 15 dage sov jeg i intervaller på 2-3 timer.