Knæk og bræk
Kreta
Nu er jeg så kommet i gang med at opdatere noget af det gamle, som ikke findes på min hjemmeside. Inden den 2. Tour de Portugal var der en lille pause med knæk og bræk.
En ferie på Kreta fik nogle alvorlige konsekvenser.
Returbillet
Til alle jer, som har sendt hilsener og tanker til os på vores forlængede ferie, og alle jer, som vi ikke har snakket med.
Karen og jeg var i sommerferien på en glimrende tur til Kreta med ÅrhusCharter i 2006.
Det var dejligt at ankomme til vores lille hotel/ pension, hvor der var rødvin, en flot buket blomster og en personlig hilsen fra ÅrhuCharter. Der var også en personlig hilsen og velkomst fra guiderne på stedet.
Nu fik vores ferie en lidt anden slutning, end der var planlagt, men vi havde 13. gode dage, inden begivenhederne tog et andet forløb. Det har været lidt svært, at beskrive begivenhederne, da der foruden selve ulykkesforløbet også var en masse praktiske ting, der også skulle klares.
Derfor denne lille beskrivelse af hændelsesforløbet.
Samtidig er det også god terapi for mig, at få begivenheden ud af krop og sjæl.
Vi havde haft en rigtig god ferie på Kreta, og fredag den 11. august deltog vi så i den smukke vandretur ned gennem Samariekløften. Efter 16 km ned gennem til tider meget stejle bjerge, havde man fået ondt i nogle nye benmuskler og ryg.
Om lørdagen skulle vi så stresse af med en lille cykeltur ud fra vores by Kalives, inden hjemrejsen om søndagen. Efter en lille fælles rundtur, skulle jeg lige prøve benene af på den store vej, og aftalte hvornår jeg ca. ville være hjemme. Alt gik strygende, og med 25 km hjem, ville jeg nå inden for tidsgrænsen, hvis jeg kunne hold en god fart mellem 30-35 km i timen.
Ud for en stor P-plads i højre side, hvor jeg kørte, skete uheldet så.
Pludselig lørdag den 12. august kl. 12.53 mærkede jeg et voldsomt skub/slag bagfra.
Det kom helt uventet. Ikke lyde fra bremser eller horn. Denne del drejer sig om brøkdele af sekunder. Jeg anede slet ikke hvad der var sket.
Så fik jeg et smæld i hovedet og en blitzlampe lyste op. Jeg nåede lige at tænke: "Nu er det slut." ”Nock, nock on Havens door.”
Så hørte jeg den karakteristiske lyd, når en cykelrytter styrter. Cykelskoene, der klaprer hen ad asfalten. For første gang nød jeg, at jeg kunne mærke smerterne, når huden skurrer hen over asfalten.
”Return to sender.” Jeg var landet på jorden igen.
Da jeg havde afprøvet mine lemmer, og blev klar over, at alle løsdele kunne bevæges, blev jeg vred, da jeg 15m bag mig så årsagen til mit styrt.
En stor hvid kassevogn, heldigvis. Derved røg mit hoved ikke ret langt bagover.
Føreren af ulykkesbilen stod talende i mobiltelefon, og meget optaget af den bule, mit hoved med hjelm på, havde lavet over hans højre forlygte.
Helt irrationelt begyndte jeg at råbe til ham og skælde ham ud, men gassen gik hurtigt af ballonen.
Jeg havde især ondt i ryggen, og asfalten var brændende varm.
Tililende bar mig lidt længe ind til nogle træer, men i skyggen under træerne voksede en slags kaktus, så jeg kom igen ned på den varme asfalt.
En tililende kom med en stol, og fristelsen var for stor.
Jeg vidste godt, at jeg ikke måtte, men jeg kunne ikke holde ud at ligge på asfalten.
Jeg kom op at sidde den, og fik pøset vand både indenbords og udenbords.
Der var også stor mobilaktivitet hos alle de hjælpsomme.
Nogle fandt min mobiltelefon i flere dele, fik den samlet, hjalp mig med at finde nummeret til Karen, men jeg var for fummelfingret til at ringe op.
Baghjulet kan vist ikke repareres
Kort efter kom både politi og ambulance. Jeg fik at vide, at jeg blev kørt til Rethimnon, modsat den retning vi boede i.
Ved ankomsten fik jeg en fin behandling på skadestuen. En meget flink læge gik i gang med at rense sår, undersøge og udspørge.
Han havde lidt besvær med min cykeltrøje, og sagde beklagende, om han måtte klippe ærmet i stykker.
Jeg sagde til ham, at jeg vist alligevel skulle have en ny cykeltrøje. Så morede vi os lidt over det.
Han havde de samme bekymringer om det andet ærme, så det gav igen anledning til lidt morskab, da jeg jo kunne oplyse, nu det andet ærme var klippet i stykker, skete der nok ikke noget ved at tage dette også.
Samtidig beroligede han mig gentagne gange og sagde, at de var dygtige læger, og de nok skulle få mig på højkant igen.
Jeg blev ved med at rode med min mobiltelefon, da det var ret vigtigt at få Karen givet besked om min forsinkelse.
Sygeplejersken oplyste, at de nok skulle ringe, hvis de fik nummeret, men det vigtigt for mig, at jeg selv snakkede med Karen.
Det ville ikke være særligt behageligt at blive ringet op af en læge og få meddelelsen om ulykken.
Efterhånden indså de, at det ikke var på grund af chok, at jeg blev ved med at fable om den telefon, og at de ikke fik fred før jeg fik ringet til Karen.
Da jeg ikke selv kunne få ringet op til Karen, spurgte lægen, om jeg havde husket 0045 foran.
Det havde jeg ikke, og så fik jeg ham til at ringe op.
Og ganske rigtigt.
Karen var begyndt at spekulere på, hvor jeg blev af.
Jeg fortalte Karen, at jeg var styrtet og fået nogle skramme, og at ryggen fortsat gjorde lidt ondt, så jeg var til undersøgelse på sygehuset i Rethimnon.
Jeg bad hende ringe til ÅrhusCharters guide på stedet, og sluttede af, inden hun stillede flere spørgsmål.
Kort efter ringede Søren, guiden, og spurgte til mig. Han fik den rigtige udgave, men lidt unfair bad jeg ham om at holde disse ting tilbage, da Karen jo havde nok at bekymre sig om.
Han skulle lige være færdig med nogle hotelbesøg, mens Karen pakkede, for vi skulle jo rejse om søndagen, og jeg kunne fortælle, at hjemrejsen nok blev uden mig.
Men Sørens 2 kolleger, Pernille og Nanna var i samme by, og han insisterede på, at de skulle komme op til mig.
I mellemtiden var jeg blevet undersøgt, været i røntgen, blevet ultralydskanning, men skulle holde mig i rygliggende stilling.
Om søndagen ville de foretage en Ct-skanning for at se mere om rygskaden.
Det efterfølgende kan lyde meget kritisk og utilfreds, men det er en beskrivelse af forholdene på et offentligt hospital på Kreta.
Jeg var helt klar over, at jeg kom til andre forhold, end herhjemme.
Samtidig vil jeg understrege, at jeg fik den lægelige hjælp, jeg havde behov for.
Jeg blev kørt op på en 3-mandsstue.
Her bad portøren og sygeplejersken mig så kravle over i sengen, og det lykkedes efter mange smerter og anstrengelser.
Det skulle åbenbart ske uden deres hjælp.
I mellemtiden ankom Pernille og Nanna, og vi fik snakket godt. De blev hos mig til ca. kl. 21 om aftenen.
Bagefter er jeg ikke i tvivl om, at det var guld værd for mig, straks at have nogen læsse af på.
Jeg tror, de var årsag til, at jeg slet ikke fik psykiske problemer efter ulykken.
Samtidig fik vi en praktisk lektion i, hvordan et offentligt hospital i Grækenland fungerer.
Jeg var ikke blevet vasket og havde stadig mine flossede cykelbukser på.
Sygeplejersken så også misbilligende på mig, da jeg svinede det hvide lagen til med snavs og blod fra sår og forbindinger.
Længst væk lå en mand fra Indien. Han havde 6-8 familiemedlemmer på besøg.
Hans lillebror stillede sig først lige foran Pernille og Nanna og gloede fuldstændig ugenert på dem i lang tid.
Så gik han over til min fodende og gennemgik nøje hver enkelt læsion, grinede, kigge på mig og rystede på hovedet.
Det gjorde han flere gange. Han tog også familiemedlemmerne med på sightseeing.
Pernille og Nanna ville til at sælge autografer, for jeg var åbenbart blevet en berømt cykelrytter, og det grinede vi så af.
Og hvad var der så at se på?
Mit brud i ryggen og blodansamlingen kunne han jo ikke se.
Da vi kom hjem, kunne vi se i lægejournalen, at der også var hjernerystelse, men den kunne han heller ikke se.
Men sårene og skrammerne, forbindingerne og den venstre opsvulmede lægmuskel interesserede ham meget.
Som jeg beskrev i en sms til skolen, så var der kun venstre lillefinger og tissetøjet, der ikke havde knubs og skrammer.
Lidt asfalteksem
Og ansigtet var også helt.
Senere skulle inderens bror på toilettet, og det var ikke velduft der bredte sig på stue 113 i 40 °C.
Det klarede lillebror.
Efter besørgelsen gik han rundt med en spraydåse og sendte rosenduft ud over os.
Jeg var ulidelig tørstig, så Nanna gik på jagt efter en sygeplejerske for at spørge, om jeg måtte få noget at drikke.
Det kunne sygeplejersken ikke svare på. Lægen skulle spørges.
Efter lang tid fik Nanna besked på, at jeg ikke måtte drikke noget, hvis jeg skulle opereres.
Endelig fik Nanna besked på, at nu måtte jeg godt drikke, og straks efter havde de hentet en dejlig kold cola.
Så var sygeplejersken der. Inden jeg havde fået set mig om, fik jeg 2 injektioner.
En i maven og en i skulderen, og så var hun væk.
Jeg manglede ellers en hovedpude og noget smertestillende, men det fik jeg ikke spurgt om.
Først på aftenen kom Søren med Karen, og jeg kunne så forklare, hvad der egentlig var sket.
Trods det gode selskab af Nanna og Pernille, var det dejligt at have Karen ved min side.
Samtidig måtte jeg også undskylde overfor Søren, at jeg havde bedt ham holde sandheden tilbage og binde Karen en historie på ærmet.
Der var en rose med fra Maria, værtinden på vores lille hotel.
Der skulle nu tages beslutning om Karen skulle blive, eller med hjem om søndagen.
Søren var ikke i tvivl.
”Karen, du skal blive!”
Den opfattelse havde jeg også, for jeg var ude af stand til at klare mig selv.
I mellemtiden havde Karen fået pakket, da vi jo skulle rejse om søndagen.
Kort efter stod det klart, at der ikke ville blive hjemrejse for os om søndagen.
Søren gik i gang med de praktiske ting med forsikringer.
Jeg skulle under Europæiske, mens Karen via vores egen forsikring i LB skulle under SOS.
Søren checkede alt, så vi var sikre på, at der var dækning for, hvad vi foretog os.
I hele forløbet stod Søren klar.
”Det skal I ikke tænke på, det skal jeg nok tage mig af.”
Mens det foregik, passede så Maja, den 4. guide, ÅrhusCharters almindelige gæster.
Derefter gik Søren i gang med at jagte læger for at få oplyst, hvad den aktuelle situation var, dels for min skyld, men også af hensyn til en hjemtransport.
Der skulle komme en speciallæge og kigge på røntgenbillederne, så vi kunne få svar på rygskaden.
Jeg ville gerne have at både Karen og Søren var til stede, når han ankom, for jeg var vist ikke for kvik i pæren til at få spurgt om de rigtige ting.
Ved stuegangen tog oversygeplejersken dog over med ordren:
”Out” til dem begge.
Jeg fik kort at vide, at der var et brud på en ryghvirvel, og det ville blive liggende transport hjem.
Jeg nåede ikke alle mine uafklarede spørgsmål.
Så måtte Søren jage lægen igen, men måtte opgive at få nogle brugbare svar.
Nu kunne vi se, at den personlige pleje, skulle vi selv sørge for, så Karen stjal en klud ude på gangen, og gik i gang med at vaske mig lidt. Ud på badeværelse og skylle kluden, ind og vaske lidt, lufttørre, og gentagelse.
Jeg kom også af med mine cykelbukser og fik rent på.
Sent om aftenen kunne Søren så køre tilbage til hotellet med Karen.
Inden havde Søren være ude at jagte sygeplejersker. Jeg skulle have noget smertestillende og en hovedpude. Begge dele kom efter nogen tid.
Så fik jeg besøg af politiet, der skulle skrive rapport.
De havde været der allerede på skadestuen, men der var der ikke rigtig tid.
Det skulle have deres rapport, da jeg jo havde sagt, at vi skulle hjem søndag.
Jeg var af den formening, at jeg var helt uskyldig i ulykken, men alligevel lidt usikker.
Betjenten kunne også berolige mig med, at jeg var helt uskyldig i ulykken.
Også fordi jeg i ulykkesøjeblikket egentlig slet ikke befandt mig på vejen, men mere inde på P-pladsen.
Det har også givet mig ro i sindet.
Jeg fik også at vide, hvor jeg kunne hente min cykel.
Så var der natforberedelser.
Lillebror nussede lidt om storebror, fandt sin drømmeseng frem, og lagde sig til at sove ved siden af storebrors seng.
Det blev en lang og varm nat, hvor det smertestillende ikke havde den store effekt.
Ved hjælp af en colaflaske kunne jeg lige nå at trykke på knappen til natsygeplejersken og fik en ekstra sprøjte.
Aircondition var kun noget, der fandtes i byen forretningerne, ikke her.
Det er nok den længste og værste nat, jeg har oplevet.
Tidligt om morgenen startede lillebror med at gøre storebror lidt i stand.
Han hjalp ham med morgenmaden. Franskbrød med smør og marmelade.
Til at smøre med fik vi udleveret en plastikske.
Så gik han over og kigge grundigt på mit sengebord, og hjalp mig med morgenmaden.
Så satte han sig ud på altanen og pakkede sin morgenmad ud.
Op ad formiddagen fik jeg så skiftet det snavsede sengetøj.
Ja, lagenet til at lægger over mig, var, selv om det var beskidt og plettet fra mine skrammer, ikke mere snavset, end det kunne bruges som underlagen nu.
Så stod Karen og Søren der igen.
Søren gik straks i aktivitet.
Først blev vi ajourført med de forsikringsmæssige og transportmæssige ting, men der kunne ikke afklares noget, før vi kunne få grønt lys fra lægerne angående flytning.
Jeg fik mit morgenbad ved Karens hjælp.
Hele dagen afventede vi Ct-skanningen.
Søren jagtede samtlige læger og sygeplejersker uden at få nogen afklaring.
Kun at der var kommet nogle ulykker, som optog lægerne.
Endelig om aftenen fik Søren opsnuset, at vi om mandagen kunne få en Ct-skanning.
Desuden gik han i gang med at finde et værelse til Karen, og han skulle også pakke hendes cykel ned.
Jeg tror nok allerede her om ikke før, havde Søren en plan i hovedet om den senere flytning.
Ind imellem var der stuegang, men først da Karen og Søren var taget af sted, ellers lød det straks fra oversygeplejersken: ”Out!”
De fleste stuegange var med nye læger.
Inden Søren og Karen forlod mig, var sygeplejersken lige inde med en sprøjte, og nu fik vi at vide, hvad der var i sprøjten.
Karen gjorde opmærksom på, at et af de forbundne sår væskede og var betændte, og at de burde renses og forbindingen skiftes.
Så kom standardsvaret:
”I dont speak English. Ask the Docktor.”
Og trist nok, var der sjældent smil på læben hos personalet.
Senere på aftenen kom der dog en læge eller mandlig sygeplejerske, jeg havde set ved en stuegang, og skiftede forbinding.
Han sagde så, at næste aften var han der igen, og så skulle han nok skifte de andre forbindinger.
Og hvis ikke jeg var blevet vasket inden da, ville han også gøre det.
Med den foregående nat i erindring må jeg indrømme, at jeg var lidt modløs med udsigt til en mere af samme slags.
Man bliver pludselig lille og hjælpeløs.
Den eneste trøst var, at jeg havde Karen og guiderne.
Heldigvis havde Søren sørget for, at jeg fik så meget smertestillende, at jeg sov de første 3 timer.
Mandag morgen var Søren og Karen igen på pletten.
Søren havde pakket Karens cykel ned, og senere hentede de min hos politiet og fik den pakket ned også.
Den fyldte ikke så meget mere.
Sidst jeg så den, stod den halvvejs inde under ulykkesbilen.
Derefter gik Karen i gang med at klatvaske mig.
Hun havde ”lånt” nogle klude ude på gangen, og et håndklæde på hotellet samt en blød hovedpude.
Jeg havde allerede begyndende liggesår efter to nætter i min egen sved og sandpapirsunderlag.
I de lange nattetimer tænkte jeg meget på de mennesker, der skulle ligge under disse forhold i månedsvis.
Jeg havde dyb medfølelse med dem, for jeg var jo kun en gæst på kortvarigt besøg, og skulle forhåbentlig snart hjem og under trygge og omsorgsfulde forhold på et dansk sygehus.
Jeg tænkte også meget over mit uheld.
Jeg havde været heldig.
Dels fordi, jeg havde cykelhjelm på, hvad jeg altid har.
Også fordi, det var en kassevogn, der ramte mig.
Ellers ville mit hoved først have ramt en bilrude langt bagude, og sikkert med fatale følger.
Desuden gavnede det også, at jeg var i god kondition.
Endelig tror jeg også, at der var en, der den dag holdt en hånd over mig.
Så gik Sørens jagt ind på lægerne ind igen.
Jeg var på listen til Ct-skanning, efter kl. 15.00.
Med jævne mellemrum spurgte Søren til scanningen, men kl. 19.00 opgav han, og vi tabte alle tålmodigheden.
Søren havde kontaktet Århusianeres læge og det hospital, Gavrilakis Hospital i Chania, de brugte.
Han fik lægerne henholdsvis fra Europæiske i Danmark, lægen på Gavrilakis Hospital til at konferere med lægen på hospitalet i Rethimnon, om jeg kunne overflyttes.
Det gav lægerne grønt lys for, men det var på mit eget ansvar, og det skulle jeg skrive under på.
Samtidig skulle Søren finde nyt værelse til Karen, og det klarede han flot.
Han ringede til det nye hospital og fik det arrangeret således, at vi fik en 2-sengsstue, så vi kunne være sammen.
Turen i ambulancen var ikke særlig behagelig på grund af min tilstand.
Kl.22.30 blev vi så modtaget på det nye hospital med en venlighed og imødekommenhed uden lige.
Det var som at komme fra helvede til himmerrige.
Og jeg havde jo været forbi et af stederne i lørdags.
Personalet smilede og var deltagende.
Den nye seng var uden en hård halmmadras og groft linned.
Det var en nydelse at komme over i en seng med bløde, glatte lagner og en blød madras.
Straks blev jeg tilset af en læge, og sygeplejersker viste en omsorg uden lige.
Al personale var smilende og deltagende.
Nu kunne jeg også se, hvor belastende det egentlig måtte være for personalet på det andet hospital at arbejde under de, set med en forvænt danskers øjne, usle vilkår.
Mens sygeplejerskerne på det andet hospital havde samme mål i både højde og bredde, var de på det nye hospital, små nydelige piger, smilende og med godt humør.
Det kunne live selv gammel overlærer op, men også Karen nød den totale ændring i plejeatmosfæren.
Hospitalet i Rethimnon ville kun medsende medicinjournal, så tirsdag formiddag, på grækernes helligdag, Marie bebudelsesdag, blev en røntgen-læge tilkaldt for min skyld, og jeg fik taget nye billeder.
Først onsdag fik vi får resultaterne. Diagnosen var den samme.
Det alvorlige var bruddet på ryghvirvlen, men stabilt nok til liggende hjemtransport, og jeg ville få et korset, så jeg selv kunne gå på toilettet.
Det lettede også.
Jeg har ikke prøvet at klare denne opgave liggende på ryggen, men jeg kan ikke forestille mig, at det er særligt behageligt.
Mærkeligt nok, omtalte de aldrig min hjernerystelse.
Det kunne de nu godt have gjort, for det ville da have styrket min selvtillid.
Nu var det den samme læge, vi talte med hver gang, og efterhånden kom vi hurtig til at kende sygeplejerskerne.
Dem så vi ca. hver 3. time, og indimellem kom andet personale på besøg.
Her var der fin morgenmad, 3 retters frokost, 3 retters aftensmad.
Ofte så meget, at Karen også kunne blive mæt.
Sengetøjet blev skiftet hver dag, og der var rengøring og nye håndklæder hver dag også.
Alt sammen udført af et smilende og omsorgsfuldt personale.
Vi havde en dejlig stue med 2 senge, aircondition, badeværelse, TV, og hvis ikke byen Chania havde ligget i vejen, ville der også have været havudsigt.
Karen kunne ind imellem slappe af med en bytur, og komme hjem med en god kop kaffe til mig.
Men efter 2 dage i dampbad, liggende i min egen sved på det andet hospital, fik jeg voldsomt kløende varmeknopper på ryggen, men det fik jeg noget kløestillende for.
Hver dag havde vi 2 besøg af guiderne, hvor vi hver gang fik opdateret vores situation.
Da Søren besøgte os første gang, havde han en flot buket blomster med fra Rejseholdet, guider.
Meget symbolsk gul som min cykelhjelm.
Desuden var der hilsener ÅrhusCharter.
I mellemtiden havde vi gang i sms-beskeder med vore børn hjemme.
Hjemmefra var der stor omsorg for os.
Alle de praktiske ting hjemme blev løst, og der blev informeret på vores arbejdspladser og til andre pårørende.
Det havde Søren øvrigt også tilbudt.
Søren kunne oplyse, at der blev arbejdet på hjemtransport lørdag aften, men vi ville blive informeret, når alt var på plads.
Efter ulykken frygtede jeg nogle ubehagelige flash backs og drømme, men de er ikke kommet.
Jeg tror det skyldes tre ting.
Jeg havde ikke på nogen måde selv været årsag til ulykken.
Jeg hørte intet, ingen hvinende bremser, før ulykken skete.
Og sidst, men ikke mindst.
Jeg havde straks Nanna og Pernille at snakke med, så jeg fik alt ud, og kom ikke til at opleve noget traume.
De var guld værd for mig i de kritiske timer efter ulykken.
Samtidig vidste jeg, at Søren tog sig af Karen.
Det store ansvar, der ellers ville have ligget på Karen alene, blive taget fra hende, fordi Søren straks overtog hele ansvaret for os.
I stedet kunne Karen nusse om mig.
Europæiske og SOS havde lovet at koordinere hjemtransporten for os begge, så det blev en samlet transport.
Det gjorde de ikke.
Det konstaterede vi fredag den 18. august om aftenen.
Der kom en opringning fra Europæiske, og jeg fik besked på, at der kun var hjemtransport for mig, men Karen skulle tage den ordinære afgang!!!
Som var for en uge siden, søndag den 13. august 2006!
Senere meddeler Europæiske, at Karen samt bagage godt kan være i ambulancen fra København til Århus, men da jeg spørger om Karens transport fra Kreta til København, får jeg at vide, at der stadig ikke er booket flysæde til hende!!
Faktisk ren kaos fra Europæiske og SOS’ side.
Det var ved at knække os rent psykisk, men igen tog guiden over, og fik tingene klaret.
Lørdag middag kommer Claudio, den læge fra Europæiske der skal ledsage mig hjem.
Han var uhyre omsorgsfuld, og gik straks i gang med at sikre, at alt vedrørende hjemtransporten var i orden.
Vi havde ikke helt tiltro til hverken Europæiske eller SOS.
Herefter gik Claudio i gang med min sygehistorie.
Den er lidt underlig, for det viste sig, at den danske læge fra Europæiske havde fået at vide, at jeg havde en brækket ankel.
En anden læge havde oplyst, at jeg var blevet opereret for et brud i ryggen.
Claudio fik helt styr på min situation.
Han fik snakket med lægen på Gavrilakis Hospital, og fik min udlægning af forløbet.
Vi forlod Kreta kl. 20.55 lokal tid med Sterling, og personalet var yderst hjælpsomt og omsorgsfuldt.
Vi ankom til København ved midnat.
Alligevel blev det en nat på linje med de 2 første dage på hospitalet.
I øvrigt var der flere medrejsende, der spontant viste omsorg for Karen og vores situation.
Herfra kørte vi med Falck til Vejle, da en kørselsleder havde besluttet, at Falck fra Århus skulle hente mig der.
Meget besynderligt, da den ambulance, der havde hentet os i Kastrup, var sendt derover fra Vejle!!
Den ledsagende læge, Claudio, kontakter en skadestuelæge, da vi ankom til Århus og satte ham ind i sagen.
Jeg havde sygejournal og røntgenbilleder med.
Skadestuelægen kom ind til mig og spurgte, hvad der er sket.
Jeg startede på at beskrive ulykken, men sagde, at den ledsagende læge havde alle oplysninger, og bad ham snakke med ham.
Det havde været en hård nat, så jeg var ikke så meddelsom.
Efter nogen tid kom skadestuelægen og sagde, at han havde slået op i instruktionsbogen for rygskader, og her stod der, at når bruddet var stabilt, skulle behandlingen ske ambulant, og jeg kunne godt gå hjem.
Jeg troede, at jeg drømte, mareridt.
Jeg spurgte, om ikke kanylen til drop, skulle tages ud.
Det syntes lægen så også er en god ide.
Karen spurgte om ikke mine forbindinger skulle skiftes og sårene renses.
Det syntes lægen så også er en god ide.
Det blev sygeplejersken så sat i gang med.
Da jeg havde mange smerter efter hjemtransporten, bad jeg om noget smertestillende, og det sørgede sygeplejersken for, samt en ration mere.
Lægen kom med en recept på medicin, som jeg kunne få på apoteket.
Så var det godt, at sygeplejersken havde sikret os, indtil vi kunne komme på apoteket.
Det var kl. 06.00 søndag morgen.
Jeg havde jo fået et voldsomt slag på venstre lægmuskel, så jeg næsten ikke kunne bevæge benet, så jeg vidste ikke rigtig, hvordan det ville være at gå.
Indtil da havde jeg kun gået 5 skridt til toilettet.
Karen ringer efter Jesper, og da han ankommer, de får mig slæbt ud til bilen.
Jeg iført T-shirt, shorts og bare fødder.
På mig virkede det helt grotesk.
Liggende hjemtransport med lægeledsagelse, der har kostet en formue, og så bare sat på gaden:
”Du kan du bare gå hjem.”
Vi havde begge været igennem et voldsomt forløb, hvor kun brøkdele afgjorde liv og død.
Vi var psykisk nedslidte og chokerede.
Jeg var helt ude af mig selv, da jeg stod med bare fødder på en regnvåd vej, og forsøgte at krabbe mig som Tummelumsen hen til en bil.
Selv om mødet med det offentlige sygehusvæsen på Kreta havde været en traumatisk oplevelse, så var mødet med det danske faktisk værre.
Heldigvis havde vi på Kreta nogle unge guider fra ÅrhusCharter der kendte deres ansvar, og tog enestående omsorg for os, både psykisk og fysisk.
Sammen så vi frem til at komme under dansk sygehus omsorg, og så blev oplevelsen nærmest det største traume.
Jeg følte mig nærmest som en besværlig hypokonder.
I løbet af to dage hjemme, fik jeg flere og flere smerter.
Tirsdag den 22. august ringede vi til egen læge, og sagde, at jeg havde mange smerter.
Karen var begyndt på arbejde, og hun kunne ikke passe det og samtidig mig i den tilstand, jeg var i.
Det viste sig, at jeg havde fået forkert medicin.
Skadestuelægen havde skrevet recept på et medikament mod sportsskader, og skrevet til min egen læge, at jeg havde fået et smertestillende morfinpræparat.
Det fik vores egen læge rettet op på.
Nu er jeg hjemmeliggende/gående, ifølge den græske læge i 3 måneder.
Jeg bliver indkaldt til ambulant undersøgelse, hvorefter jeg sikkert ved lidt mere om fremtiden.
Efter morgenkaffe, som Jesper sørgede for, fik vi et par timers søvn i egne senge.
Vi havde bedt børnene og børnebørnene komme om eftermiddagen.
Vi længtes meget efter at se dem, og ligeså omvendt.
De havde under den ekstra uges ophold på Kreta kun fået korte beskeder om hændelsesforløbet.
Samtidig havde de taget sig af alt herhjemme.
Vores gode veninde Birgit Lund, som havde set til huset, kom også og bød os velkommen hjem.
Senere kom onkel Aksel og Jutta også.
Så kom Pia og Morten med deres to børn, Emma og Tobias.
Tobias var meget beklemt og berørt af situationen.
Hans bedste ven havde forud for min ulykke lige mistet sin far, og han var meget usikker på, hvad der ville ske med mig.
Han havde et flot maleri med.
Det var bjerge fra Kreta og en stor sort plet.
”Hvad er den sorte plet, Tobias?
”Det er ulykken, farfar!”
Sådan.
Flot af en lille knægt på 5 år.
Emma, der lige er startet i børnehaveklasse, havde også et maleri med.
Også fra Kreta.
Hovedmotivet det fly, vi kom hjem med.
Så kom Jesper og Trine, Sebastian, Thea og Celina.
Sebastian, 4 år med glad smil.
På et tidspunkt spørger han:
”Farfar, hvornår må jeg hoppe på dig igen?”
En stor knuser af Celine, 15 måneder, og et glad smil.
Tvillingsøster Thea rækker begge sine små arme frem og giver en knuser.
Hun havde nogen tid i forvejen været indlagt på hospital, og mens jeg sad hos hende, var hun vågnet, og straks kom hendes små arme frem til en knuser.
Flere gange i dagens løb kom hun stavrende med sine små fremstrakte arme.
De to er netop begyndt at gå.
Så kommer Jakob og Lise.
Lise har været i Tirstrup og hente cyklerne, som var med ÅrhusCharters ordinære fly hjem.
Hun kommer med en frisk hilsen fra Århus-Charter.
Herefter følger mange hilsener fra venner og bekendte.
Elever fra min 5. og 4. klasse sender hilsener, og nogle kommer på besøg.
Nu slapper jeg af, og har det rimelig godt.
Tiden skal, som man siger, læge alle sår, og lægerne har sagt, at jeg bliver helt rask.
Kun Karen knokler videre.
Hun har sit arbejde, og mig som patient hjemme, så der er nok at se til for hende.
Takket været guiderne på Kreta, fik vores forlængede ”ferie” et godt udfald, og det er vi dem dybt taknemmelige for.
Så har jeg fået mine oplevelser og tanker ud, og delt med jer alle.
Op på hesten igen
Derefter kom der et styrt i opløbet i Bov. Rytteren foran mig styrtede, og jeg havde intet alternativ. Knæk og bræk. Jeg kørte ind i hans cykel og fik skulderen skubbet ud af led, en AC-lukasation. Nøglebenets led til skulderen blev slået ud af led. Det gør man ikke noget ved, men lader "naturen" danne en ny ledskål. De fleste anerkendte cykelryttere har sådan en skulder, måske to.
Efter en cykelpause, blev jeg torpederet at en blokvogn i Lading. Chaufføren var efter chefens sigende en af deres bedste. Han blev senere dømt i sagen for spirituskørsel.
Og da jeg kom på cyklen igen, gik turen til Portugal, som beskrevet i går.
Den første Tour de Portugal kommer senere.
