Fernisering på Akut Bønemodtagelse
PRESSEINVITATION: Fernisering af vægkunst på Akut Børneafsnit 11. juni kl. 11
Væggene på det akutte børneafsnit på Aarhus Universitetshospital er blevet udsmykket med fantasifulde illustrationer, der blandt andet skal gøre det til en sjov oplevelse at finde vej. Pengene til udsmykningen er kommet ind gennem det velgørende cykelløb ”Giv 24 timer til syge børn”
I det akutte børneafsnit på Aarhus Universitetshospital indlægges børn og unge i alderen 0-18 år. Her møder de ofte en ukendt verden, der kan virke skræmmende, og nogle gange kan undersøgelser og behandling også gøre ondt. Personalet på afdelingen havde derfor et ønske om at kunne byde børn og unge velkommen i afsnittet på en måde, som mindsker indtrykket af hospital og sygdom.
Det blev kunstner Karina Bækkelunds opgave at illustrere væggene med motiver, der vækker nysgerrighed og indbyder til at gå på opdagelse, og som både appellerer til store og små. Nu er kunsten klar til at blive indviet på hospitalet med en fernisering den 11. juni klokken 11, hvor de forskellige udsmykninger og tankerne bag vil blive præsenteret.
For eksempel havde afdelingen et ønske om at gøre det lettere at finde hen til afsnittet fra etagen ovenover, og derfor mødes patienterne her af et motiv med en svampesamler. Ved at følge sporet af svampe, finder frem til afsnittet. Derudover er alle sengestuerne også blevet udsmykket, og Karina Bækkelunds motiver er både dyr, børn og voksne.
Pengene til projektet er blevet indsamlet ved det årlige cykelløb "Giv 24 timer til syge børn", der arrangeres af cykelentusiasten Allan Søndergaard. En gang om året kan melde sig til at cykle eller gå - så meget de vil - rundt om Brabrandsøen i løbet af 24 timer. I år er det niende gang, at arrangementet afholdes, og pengene går ubeskåret til formål, der kommer børn på det akutte børneafsnit til gavn. Det er personalet på afdelingen, der beslutter, hvad pengene skal gå til fra år til år.
Siden 2011 har "Giv 24 timer til syge børn" i alt udløst sponsorater til formål for syge børn på Aarhus Universitetshospital for 418.602 kroner.
Eksempler på illustrationerne kan ses på kunstnerens egen Instagram profil for at få et indtryk af udsmykningen:
https://www.instagram.com/p/Bu3oo7xnOHj/
Tid og sted
11. juni 2019 klokken 11:00
Akut Børn, Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 161, 8200 Aarhus N Indgang J3, Plan 1, Krydspunkt J102
Med venlig hilsen
Cecilie Guldberg Journalist