top of page

Travl tid


Foto Tonny Foghmar

Selv om det har været pinse, er det en travl tid. Pinsedag havde vi familiefest her. Vi er nu 3 brødre og en søster, alle med koner og mand, samt fætter Benny. Vi nød dagen i lystigt selskab. Det er altid godt at få en god en god tradition holdt i hævd, og være sammen med familien.

I dag havde vi en fantastisk oplevelse. Vi var på Akut Børnemodtagelse til fernisering af de flotte vægmalerier, vi har bidraget til via Giv 24 Timer til Syge børn. Billeder er malet af Karina Bækkelund. De pryder væggene fra Skadestuen ned til Akut børneafdeling. Her er der også malerier på stuerne. På dagen var der kun få børn på afdelingen, men jeg fik mig en god ven på 10 måneder. Som sædvanlig var det en god dag i selskab med mange mennesker og afdelingssygeplejerske Bente og pædagog Trine. Stedets journalist Cecilie har skrevet nedenstående artikel om dagen. Og så var der lige fotografen. Tonny Foghmar fra Hammel. Hans far og lillebror har jeg cyklet meget sammen med i deres, mine yngre dage. Jeg har fået lov til at bruge hans fremragende fotos.

Palle var på med kameraet, og det bliver sikkert til et indslag på tv senere på ugen. Jeg sender et link, når det er lagt på.

Peter From har begået en flot artikel på Vores Brabrand.

Toppen på kransekagen blev, at med hjælp fra Nemid, min nabo Steen og borgerservice i Åbyhøj, fik jeg gang i min MobilePay igen. Nu fungerer nr. 26840475 igen.

Foto Karen Søndergaard

PRESSE: Fantasifulde illustrationer mindsker indtrykket af hospital og sygdom

Foto Tonny Foghmar

  • 11. juni blev de nye vægudsmykninger på det akutte børneafsnit på Aarhus Universitetshospital officielt indviet

På det akutte børneafsnit på Aarhus Universitetshospital er væggene ikke længere kolde og hvide. De er nemlig blevet udsmykket med fantasifulde illustrationer af dyr, planter og mennesker, og 11. juni blev udsmykningen officielt indviet og præsenteret ved en fernisering med børnebobler og besøg fra hospitalsklovnene.

Det er kunstner Karina Bækkelund, der har stået for at illustrere væggene med motiver, der vækker nysgerrigheden og fantasien og indbyder til at gå på opdagelse, men der har også været mere praktiske overvejelser inde over. For eksempel havde afdelingen et ønske om at gøre det lettere at finde hen til afsnittet fra etagen ovenover, og derfor mødes patienterne her af et motiv med en svampesamler. Ved at følge sporet af svampe, finder hen til afsnittet. Med illustrationerne er der også lagt op til små historier, som børnene kan være med til at udforme.

- Motiverne skal appellere til en bred aldersgruppe, og derfor er der illustrationer i alle højder på væggene. Der er nogle motiver, der appellerer mest til de små, mens andre appellerer mere til de voksne, så de også kan få et smil på læben. Jeg håber, at både børn og voksne kan få nogle små historier ud af det, mens de er her, fortæller Karina Bækkelund.

Derudover var det vigtigt for både Karina Bækkelund og afdelingen, at ingen af motiverne signalerede sygdom og hospital. Omdrejningspunktet er i stedet natur og leg.

-skal kunne føle sig godt tilpas i afdelingen, uanset om man er to år eller 17 år eller kommer som mor eller far. Vi har længe ønsket os noget, der kunne byde velkommen på en god måde, og vi kan slet ikke sige, hvor glade vi er for resultatet. Det betyder rigtig meget, fortæller afdelingssygeplejerske Bente Majgaard.

I første omgang var der ikke økonomi til at udsmykke afdelingen, men det kom der ved hjælp af det årlige, velgørende cykelløb "Giv 24 timer til syge børn", der arrangeres af cykelentusiasten Allan Søndergaard. Siden 2011 har "Giv 24 timer til syge børn" i alt udløst sponsorater til forskellige formål for syge børn på Aarhus Universitetshospital for 418.602 kroner. Det er personalet, der hvert år bestemmer, hvad pengene skal gå til. Allan Søndergaard var derfor med til indvielsen for at se det færdige resultat.

- Jeg synes, det er fantastisk spændende. Vi er meget stolte over at være med til at sætte vores præg på det, fortæller Allan Søndergaard.

Fotos Billederne må bruges ved kreditering af fotografen: Tonny Foghmar

På fællesbilledet ses fra venstre: Allan Søndergaard, hospitalsklovnene Elmer og PP, Karina Bækkelund og Bente Majgaard.

Med venlig hilsen

Cecilie Guldberg Journalist

Foto Tonny Foghmar

På lørdag kl. 12.00 starter Giv 24 Timer til Syge Børn 2019, så mød op og støt projektet.

Jeg skal have mange gode ben, for jeg har fået et dårligt ben, en fiberskade, så jeg er mest med på sidelinien.

Specielle Nyheder
Debatindlæg
Arkiv
bottom of page