Solskin kan man altid finde
Indgang til min favorit afdeling på Skejby, Hjerteklinikken.
På en regnvåd dag, skinner solen alligevel, hvis man kigger efter. For oven over alting, stråler mo'ers sol. Det var dagen hvor jeg skulle have skiftet en ledning på min pacemaker, så jeg mødte ind på min afdeling, Hjerteklinikken kl. 08.00. Jeg blev straks modtaget af en meget venlig og hjælpsom sygeplejerske, der udleverede et nyt flot sæt hvidt tøj, og henviste mig til en seng på en 2-mandsstue. Min bofælle var en moden mand på 92, og vi kom straks i god snak med hinanden. Det var nok Børge, der snakkede mest.
Vi havde i løbet af dagen mange emner oppe at vende. Han havde flere familiemedlemmer på besøg, og her gik snakken også godt dagen igennem. Han havde besøg af Carsten, barnebarnets kæreste. Det viste sig at Iver Klausen i Sabro er hans onkel. Således gik dagen strygende indtil jeg blev gjort klar til operation. Jeg blev gjort klar til drop, og min projektsygeplejerske Kirsten kom på besøg. Jeg deltager i et studie med blodfortyndende medicin, og det står hun for. Jeg blev mødt af en venlighed og omsorgsfuldhed uden lige. Dog måtte jeg klage over maden. Sygeplejersken kunne oplyse, at der godt nok var nogle, der klagede over for fed mad. Jeg måtte så oplyse, at det ikke lige var mit klagepunkt. Jeg havde fastet siden Karens fødselsdag i aftes, og nu var klokken 13.00. Så var tonen lagt. Lige fra kl. 08.00 havde vi haft en rigtig glad og humoristisk tone. Herefter blev jeg afhentet af en igen meget venlig og imødekommende portør, og blev rullet liggende hen til operationsstuen. Her stod flere sygeplejersker klar til at tage sig omsorgsfuldt af mig, og igen ramte den glade og kærlige stemning mig lige i mit dårlige hjerte. Jens, lægen, der skulle operere, fortalte, at der bare var en ledning, der skulle udskiftes, og når han nu var i gang, skiftede han lige pacemaker/batteri, så den kunne holde de næste ti år. Jeg spurgte ham lige, om han havde prøvet det før? Nej, det var første gang! Så var tonen også lagt her. Under hele indgrebet, snakkede vi, måske mest mig, alle nærmest lidt lystigt sammen, og pludselig var vi færdige.
Igen blev jeg kørt tilbage til min kammerat Børge, og vi tog snakken op fra tidligere. Forinden havde en venlig sygeplejerske lige serveret en lækker grovbolle med kylling.
Igen fik jeg besøg af Kirsten, som lige ville høre, om jeg havde det godt. Ja, der havde også været andre, der spurgte til mit velbefindende.
Jeg spurgte, om jeg kunne få den gamle pacemaker som souvenir. Den havde jo givet mig et godt liv i 4 år, og havde som sådan været en del af mig. Den fik jeg med hjem. De grove hak er ikke skaden, men resultater af den tang, som Jens måtte bruge for at rive den løs. Og nej, der var ikke noget, der egentlig gjorde ondt under udskiftningen, selv om Jens tog hårdt fat.
Også Børges familie, blev en del af mine venner.
Nu skulle jeg lige have taget røntgenbillede for at sikre, at pacemaker og ledning lå rigtigt. Denne gang blev jeg transporteret med "bus". Også retur.
Godt det samme, for jeg havde aldrig fundet tilbage selv.
Nu var det så ventetid, indtil jeg var godkendt til hjemsendelse, og klokken nærmede sig 18.00 og aftensmad. Frikadeller og brun sovs. Fem minutter i 18.00 var jeg godkendt, men jeg nægtede at tage hjem. Jeg ville nyde den herlige aftensmad, og egentlig havde jeg haft det så godt, at jeg gerne ville blive. Jeg fik en skøn og velsmagende aftensmad. Selv kaffen var rigtig velsmagende og ikke noget hengemt sort tjære. Jeg truede med at stjæle min hospitalsuniform, så jeg kan snige mig ind og få en god pleje og et godt måltid en anden dag.
Paradoksalt nok havde jeg svært ved at komme ud, da dørene ud fra Hjerteklinik 1 var låst. "Desværre" kom jeg ud sammen med en sygetransport.
Nu ved jeg ikke, om man kan give stjerner til alle jer på hjerteafdelingerne, men jeg ved, at Du, som har tændt millioner af stjerner, passer her.
Jeg tænker en tanke.
Nu er der desværre 10 år til, jeg igen kan møde disse dejlige mennesker mennesker, der trods travlhed, sætter mennesket i centrum.
Tak Skejby.
