Pensionistliv

Der bliver skrevet meget om de ældres, pensionisternes vilkår i vores velfærdssamfund. Som oftest er det negative meldinger over for regering, byråd og andre ældreinstitutioner. Jeg føler med dem, der en hensat på en hylde til et bad en gang om ugen, eller er det hver 14. dag. Det er umenneskeligt og uværdigt.

Og selv om jeg tager en del af ammunitionen ud af de negativt-ladede bomber, ofte fuld berettiget, så affyrer jeg dog en lille positiv kineser. Undskyld, dette udtryk er nok krænkende på en eller anden måde.

Jeg er selv pensioneret folkeskolelærer og min kone pensioneret sygeplejerske. Hun har aldrig været på fuld tid, for vi prioriterede at passe vore tre drenge mest muligt selv.

Vi har siden 1972 boet i eget hus, og gør det stadig.

Jeg ved godt, at mange ikke har den pension, vi har, men der er også mange der har. Nu er vi heldige at være nogenlunde raske, så vi kan klare os selv op over de 72 år. Uden skelen til tegnebogen . Og uden hensyn til regering, politik, partier og andre magtinstanser, så må jeg sige, at vi har det godt, rigtig godt. Vi kan tillade os et liv, vi aldrig havde drømt om, og aldrig havde, mens vi arbejdede. Vi rejser 2-3 måneder om året, en del sammen med vores familie på 13 personer, men kan stadig spare op af vores pension. Jeg vil ikke jamre over egen situation, men kun være ked af, at mange af mine jævnaldrende ikke har samme vilkår.

Vi har altså også skabt noget godt i vores velfærdssamfund.