En grimasse?

Det er med af finde en grimasse, der kan passe, når man tvinger sig selv til en cykeltur i det gode vejr. Jeg ved fra min tid som licensrytter, fik jeg at vide, at jeg smilede, når det var rigtig hårdt. Nu er det mere fordi, at når det er rigtig hårdt ligner min grimasse et smil. Og det er jo rart nok. Jeg ved ikke, om det var derfor alle smilede til mig i dag. Nu hilser jeg altid og smiler til folk. Det samme gør alle de skønne mennesker jeg møder på brabrandstien. Ældre, der motionerer, unge der kører ræs, de hilser ikke så meget, alle fædre og mødre med deres dejlige børn. Det er trods vores alles problem, meget opløftende.

Og så er det tid til afslapning efter 63 km.