top of page

Debatindlæg i både Århus Stiftstidende og Midtjyllands Avis

13. december 2024

Læserbrev

Du er en vatnisse, Rasmus Stoklund: Stil op og svar på vores spørgsmål


Allan Søndergaard, Sejs


DEBAT: Efter at have læst om Skats tvangslån til boligejere mister jeg ikke bare tilliden til Skat, men også til skatteministeren Rasmus Stoklund, der optræder som en vatnisse. Det fremgår, at skattevæsenet angiveligt selv har kendt til fejlen i tæt på et årti, skriver DR.

Jeg spørger bare: Hvorfor er der ikke sket noget i de 10 år? Overfor B.T. har skatteminister Rasmus Stoklund (S) i en skriftlig kommentar medgivet, at han "sagtens kan forstå, at det som borger kan virke mærkeligt, at man får et lån, man ikke har bedt om".

Jeg spørger bare: Når skatteminister Rasmus Stoklund kan forså, at det virker mærkeligt, hvorfor gør han så ikke noget?

Artiklen fortsætter efter annoncen

I sin skriftlige kommentar vurderer skatteministeren, at "det er en kendt problemstilling, som man derfor har taget højde for i lovgivningen".

Jeg spørger bare: Hvorfor gør man så ikke noget, og hvad er der taget højde for i lovgivningen?

"For langt de fleste, er jeg blevet oplyst om, er der risiko for en restskat på under 2.000 kroner, og Vurderingsstyrelsen har skrevet direkte til de berørte boligejere for at vejlede dem", oplyser Rasmus Stoklund og fortsætter:

"Vurderingsstyrelsen forventer, at skatterabatten bliver beregnet korrekt fra og med forskudsopgørelsen for 2026".

Jeg spørger bare: Hvorfor hæfter skatteminister Rasmus Stoklund sig ved beløbet, men ikke det retslige i Vurderingsstyrelsens oprettelse af tvangslån? Og hvad indebærer ordet "forventer"? Altså er der åbent for, at der kan gå flere år?

Svarene er jo rent ballonindhold. Skatteminister Rasmus Stoklunds svar er i min optik arrogante og udtryk for, at skatteborgerne i denne sag rager ham en pind.

Så er det vist sagt så pænt, som jeg kan, uden at komme i konflikt med diverse ukvemsord.

Stil dog op og tag ansvar i stedet for at gemme dig som en vatnisse bag Vurderingsstyrelsens personale, skatteminister Rasmus Stoklund. Du lader personalet i Vurderingsstyrelsen/Skat stå med problemet og gå ned med stress på grund af de mange spørgsmål, som de skal forsøge at give et troværdigt svar på.

En umulig opgave, når skatteminister Rasmus Stoklund ikke selv kan eller vil.


Midtjyllands Avis



Skats lånefælde

af Allan Søndergaard


Langdalsvænget, Silkeborg

SKAT Kan andre gå ind og optage et lån på mine vegne, og undlade at oplyse beløbet? Ja, det kan Vurderingsstyrelse/Skat.

»Du har betalt for lidt i ejendomsskat, vi opretter et lån på beløbet. Beløbet kender vi ikke«. Sådan lyder det fra Vurderingsstyrelsen. Hvis ikke jeg reagerede inden en bestemt dato, ville lånet bliver oprettet. Ifølge min retsopfattelse nægtede jeg at tro, at det kunne være rigtigt.

Derfor kontaktede jeg Vurderingsstyrelsen og forelagde min frustration. Og det er ganske rigtigt. Da min kone havde fået samme meddelelse, spurgte jeg, om hun også fik oprettet et lån. »Selvfølgelig« kunne Vurderingsstyrelsen oplyse.

Og jo. Vurderingsstyrelsen kan optage et lån i mit navn. Hvis jeg ikke aktivt siger fra. Og jo. Vurderingsstyrelsen kan optage et lån i min kones navn. Hvis jeg ikke aktivt siger fra.

Normal anstændig behandling af almindelige mennesker må da være, at man aktivt skal sige til, hvis man vil have lånet. Og nej. Vurderingsstyrelsen kan ikke oplyse beløbet på lånet.

På mig virker det næsten som bondefangeri, eller det der er værre. Det kan godt være, at det er et attraktivt lån, Vurderingsstyrelsen tilbyder. Der er også oplyst et cirka maks-beløb på lånets størrelse. Der er også oplyst en dato for lånets oprettelse.

Men det støder min retsbevidsthed, at Vurderingsstyrelsen kan disponere over min økonomi.

Men i det virkelige liv foregår det altså anderledes, for ingen vil da gå med til dette:

Jeg vil gerne købe et nyt fjernsyn, og da jeg spørger om prisen, oplyses det, at det ikke bliver over 10.000 kr. Du kan ikke betale nu, da vi ikke kender prisen. Men som ekstra service bliver der automatisk opretter et lån på maks. 5000 kr. Samtidig får din kone også oprettet et lån på maks 5000 kr.

Vi er måske mange, der ikke kan overskue alle meddelelser vi får fra Skat og Vurderingsstyrelsen. Det nærmer sig en skrivelse pr. uge med indbetaling af for lidt skat, tilbagebetaling af skat, regulering af skat, ny restskat, ny overskydende skat, ejendomsvurdering, ændret vurdering, ejendomsskat, ændret ejendomsskat, ændret pension og så videre. Vi er på forhånd smidt af vognen af et nyt og efter sigende et meget effektivt og fejlfrit datasystem. Var det et større milliardbeløb, det kostede?

PS: Kommunen har netop udsendt besked om ejendomsskat vedrørende skatteåret 2024 om rottebekæmpelse og vejbelysning til mig. Men det er også sendt til min kone i hendes navn, men her skal hun ikke betale. Logik?



Comments


Specielle Nyheder
Debatindlæg
Arkiv
bottom of page