top of page

Giv 24 Timer til Syge Børn 2022

13. maj 2022


For 12. gang afvikles Giv 24 Timer til Syge Børn, og indskrivning kan ske nu. Det er et cykelløb rundt om Brabrand Sø, der strækker sig over 24 timer fra kl. 12.00 lørdag den 18. juni til søndag den 19. juni kl.12.00. Det er dog ikke nødvendigt at cykle i 24 timer, der har undertegnede kun gjort 2 gange i løbets start, med 637 km som bedste resultat. Det er stadig løbsrekord. Ellers kan deltagere komme og cykle rundt om Brabrand Sø, det antal gange man ønsker i løbet af de 24 timer. Rundstrækningen er 9,425 km. Alle cykler, racer, havelåger, el-cykler og 3-hjulet er velkommen. Der køres med cykelhjelm. Vil man køre om natten, skal man sikres sig godt lys på cyklen. Ruten er grundigt afmærket med skiltning både for deltagere og andre trafikanter. Stien er ikke lukket for anden trafik, så man skal tage hensyn. Der er naturligvis givet tilladelse fra såvel de kommunale myndigheder og politiet, ligesom brandvæsenet er orienteret. Også løbere og gående kan deltage. Deltagelse er på eget ansvar. Der er fælles opstart og indskrivning ved Rostadion, Vandværksvej 14, 8220 Brabrand, hvor løbet skydes i gang af hospitalsdirektør Poul Blaabjerg, Skejby Universitetshospital. Samme sted er der afslutning søndag kl. 12.00, hvor afdelingssygeplejerske Bente Majgaard på Akut Børnemodtagelse skyder løbet af. Der opfordres til, at man samles her ca. 11.30 og kører en sidste omgang fælles. Alle bedes få noteret km-tal, ved afslutning, eller når de forlader løbet. Roklubben stiller lokaler til rådighed, så der er adgang til toilet og bad, ligesom der kan varmes mad og spises. Dagli'Brugsen Sabro sponsorerer forfriskninger og frugt samt toast, mens bageriet Hartmaier sponsorerer morgenbrød søndag. Ellers må man selv sørge for proviantering. Der kan dog henvises til Æblehaven på ruten, hvor Sebastian har åbent i sin salgskiosk med gode sager.

Ved Rostadion er der også mulighed for pitstop og en lille lur. Her er der opsat en informationstavle med bl. a. henvisning til nærmeste hjertestartere samt tlf. nr. på arrangørerne, hvis man skal have hjælp.

Startgebyret er 100 kr. Det er et sponsorløb, som kan sponsoreres på flere måder. Løbsarrangør har tegnet kontante sponsorater med firmaer og private. Således er hovedsponsor LB Forsikring A/S med 10.000 kr. Andre støtter deltagere med 100 kr. eller mere, mens andre deltagere skaffer sig km-sponsorer, der støtter med et antal kr. pr. kørt km. Der har også været en sponsor til det totale antal kørte km., men en sådan efterlyses i år. Der kan også støttes helt uden at deltage, men blot fordi man vil lette børns indlæggelse på hospital. Indtil nu har Giv 24 Timer til Syge Børn indkørt sponsorater på 537.173,85 kr. Akut Børnemodtagelse bestemmer, hvor pengene gør størst nytte til de indlagte børn.

Der er ingen administrative udgifter. Alle beløb går ubeskåret til Akut Børnemodtagelse på Universitetshospitalet i Skejby


Betaling kan ske ved mobilepay 26840475

Husk navn

Bankoverførsel 0400 4016956053

Besked til modtager Giv 24 Timer og tilføj navn

Ønsker man en kvittering skal beløbet overføres direkte til denne konto på Skejby, så sender de en kvitttering

Reg.nr.: 7831 14 39 23 2

Besked til modtager er meget vigtig: 1965 Giv 24 timer


Karen & Allan Søndergaard



 

Comentarios


Specielle Nyheder
Debatindlæg
Arkiv
bottom of page