Mariehønsene mere populære end ventet

27.januar 2021
AARHUS For abonnenter
Nu har otte lokalsamfund taget stilling til de udskældte pukkelbump: Deres svar overrasker
1/2 Stavtrup siger ja tak til pukkelbumpene, men de fire mennesker på billedet er kommet lidt i klemme. Deres huse (i baggrunden) ryster, når tungere køretøjer passerer, forklarer de. De håber, at bumpene uden for deres hus kan flyttes en smule. Foto: Ole Christensen
Er I tilfredse med den etablerede løsning med pukkelbump? Sådan lød et af de to spørgsmål, Aarhus Kommune forleden spurgte otte fællesråd om.
27 jan. 2021 kl. 07:51
Ole Christensen olch@stiften.dk og Henrik Lund helu@stiften.dk
AARHUS: Protesterne begyndte at vælte ind til kommunen, da Aarhus Kommune i starten af vinteren lavede pukkelbump i en række landsbyer og satellitbyer rundt om Aarhus. - De ødelægger bilernes støddæmpere, de får bilisterne til at foretage undvigemanøvrer, de er generelt farlige for trafiksikkerheden, lød kritikken, som ikke mindst blev fremført på de sociale medier. Kommunen havde ikke spurgt lokalsamfundene, om de ville have pukkelbumpene, inden de blev sat op. Det råder den så bod på nu: Med rådmand Bünyamin Simsek (V) i spidsen lægger kommunen nu op til, at lokalsamfundene bare kan sige til, hvis de ønsker pukkelbumpene fjernet og erstattet af såkaldte pudebump. Pudebump er ikke så hårde ved bilerne, til gengæld er de heller ikke så gode til at dæmpe hastigheden. Så skal kommunen nok betale regningen for udskiftningen, forstås. Men det bliver ikke mange penge, kommunen kommer af med på den konto. Det er nemlig langt fra alle lokalsamfund, som vil af med pukkelbumpene. Andre fællesråd siger: Det kan vi da ikke tage stilling til, vi er ikke vejingeniører. Summa Summarum: Det er kun ganske få steder, der skal etableres pudebump. Noget tyder på, at rådmand Bünyamin Simsek fejlbedømte situationen, da han i takt med, at protesterne mod pukkelbumpene steg i styrke på de sociale medier i december greb ind og stoppede for den videre udbygning af dem. De er langt fra så upopulære, som det først så ud til. Men har ikke fortrudt, at han greb ind, siger han. - Der var klager over pukkelbumpene, og jeg synes, at det var vigtigt at høre fællesrådene. Ikke fordi de skal have ansvaret, for det er mit. Og ikke fordi de skal træffe beslutning, for det er også mit ansvar. Men jeg vil gerne høre, hvad de mener, siger Bünyamin Simsek. Rådmanden har endnu ikke fået fællesrådenes svar fra sine embedsmænd. Århus Stiftstidende har kontaktet de otte fællesråd. Sådan her har de svaret: Stavtrup Lokalråd: - Vi blev på et møde enige om, at vi gerne vil beholde pukkelbumpene. Vi synes, at de er rigtig gode til at dæmpe hastigheden, siger formand Gert Aarslev. I lokalrådet er man udmærket klar over, at pukkelbumpene ikke er rare at køre over. - Hvis man finder andre løsninger end pukkelbump, som er lige så gode til at dæmpe hastigheden, hører vi gerne nærmere. Men indtil da vil vi gerne bevare pukkelbumpene, siger han. Vi vil ikke tage stilling til, om de pukkelbump, der er lavet her, skal erstattes med pudebump. Det har vi slet ikke den faglige ekspertise til at kunne bedømme. Fællesrådet Hortshøj Landbyforum - Vi vil ikke tage stilling til, om de pukkelbump, der er lavet her, skal erstattes med pudebump. Det har vi slet ikke den faglige ekspertise til at kunne bedømme, siger formand Bjarne S. Bendtsen. Han fortsætter: - Men vi har lavet en vejledende afstemning på Facebook, og der er der stort flertal for at erstatte pukkelbumpene med pudebump. Endnu vides det ikke, om kommunen vil lytte til resultatet af en Facebook-afstemning. Det eneste, der er klart er, at fællesrådet ikke vil tage stilling til, om det er en god idé at skifte pukkelbumpene i Hjortshøj ud. Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd: På Langenæs har man endnu ikke fået opsat pukkelbump. Men det kan være, at de kommer: - Vi har ikke som sådant noget imod pukkelbump, for de er gode til at dæmpe hastigheden. De er gode i bymæssig bebyggelse, siger rådets næstformand, Henrik Olsen. Brabrand-Årslev Fællesråd Heller ikke i Brabrand ønsker man pudebump. - På Hejredalsvej, hvor der er lavet pukkelbump, ønsker vi at bevare dem. Til gengæld vil vi gerne have en anden løsning end pukkelbump på Brabrand Hovedgade og Engbakken, siger Holger Lyngklip Strøm, næstformand i rådet. - Pukkelbumpene er ikke sagen i gader, hvor der kører tung trafik. Eksempelvis oplever vi, at lastbiler kan køre igennem med høj fart, fordi de kan skræve over bumpene, siger han. Pudebump er heller ikke løsningen, mener fællesrådet, der ønsker en hel tredje løsning for hovedgaden og Engbakken. - Vi vil gerne gå fra to til ét spor. Det ville tvinge også de tunge køretøjer til at nedsætte farten, siger Holger Lyngklip Strøm.