top of page

Portræt i MidtjyllenadsAvis

4. maj 2024


Egentlig havde jeg bedt om en omtale af Giv 24 Timer til Syge Børn, men det syntes avisen ikke helt var relevant. Derimod ville de gerne lave et protræt af mig, og så kammer Giv 24 Timer til Syge Børn jo lige med ind fra sidelinjen.



Mere læsbar tekst:

Ulykke på Kreta gav ny retning i livet

For 1,5 år siden flyttede Allan Søndergaard og hans hustru Karen til Sejs efter 50 år i Sabro. Flytningen var en del af en livsforandring, der begyndte med en cykelulykke på Kreta

AF NIELS FRYDENLUND

- Lige pludselig fløj jeg gennem luften. Jeg så et hvidt lys, og nåede i splitsekunderne inden jeg ramte asfalten at tænke: Så er det nu. Det er slut. Jeg ville egentlig godt have haft lidt mere tid sammen med børnebørnene.

Allan Søndergaard, 78 år, sidder ved spisebordet i sin og hustruens villa i Sejs og fortæller om sit liv. Ulykken på Kreta, som han er i gang med at berette om, ligger 20 år tilbage og blev en livsforandrende begivenhed.

Siden 1990 har han været tosset med at køre på racercykel. Han har haft licens i veteranklasserne og kørt masser af væddeløb. Det vidner striben af trofæer ovenpå bogreolen i kontoret om. En del af familiens årlige sommerferie indeholdt altid træningsture i ferie-terrænet for den cykelglade Allan. Således også denne sommer på Kreta.

Allan blev ramt bagfra af en bil og blev slynget af cyklen. Da han ramte asfalten opdagede han, at det alligevel ikke var afslutningen på hans liv. Men han havde voldsomme smerter i ryggen. Han prøvede at bevæge det ene ben - det virkede. Det gjorde det andet også. Han var sluppet forholdsvis nådigt.

- Jeg kunne have været død eller invalid for resten af livet. Jeg havde pådraget mig et såkaldt kompressionsbrud på rygsøjlen, fortæller Allan Søndergaard, der var sygemeldt fra sit lærerjob på Sabro Skole i et halvt år.

Et kompressionsbrud er et udtryk for, at en ryghvirvel bliver presset sammen. Det gør ondt og kan også udløse funktionsnedsættelse.

- Jeg har stadig gener, men kan fungere i hverdagen. Jeg havde i den første tid frygtelige smerter på grund af forandringerne i ryghvirvlerne, men et tre måneder langt forløb hos en kiropraktor på Fyn fik smerterne til at forsvinde og gav mig førligheden tilbage, fortæller han.

Tidlig pension efter 37 år

Oplevelsen på Kreta fik Allan Søndergaard til at gå på tidlig pension fra sit lærerjob. Efter 37 år på Sabro Skole, et job han ellers elskede. Hustruen Karen - de har været sammen siden 1964 - gjorde det samme.

- Ulykken fik mig til at tænke over livet. Jeg kunne jo lige så godt have været væk. Samtidig var alderen begyndt at trykke, og jeg havde ikke lyst til at blive en sur gammel overlærer. Pengene kunne vi også undvære, så beslutningen var egentlig enkel, siger han.

Allan og Karen har tre sønner, der har givet dem syv børnebørn. En årlig tur til Mallorca for hele familien i efterårsferien er blevet en tradition - i år var de 17 i alt, og i flytningen til Sejs efter at have boet 50 år i Sabro er børnebørnene også med i ligningen. Parrets yngste søn og hans hustru bor lige rundt om hjørnet, og deres to drenge kigger ofte forbi farmor og farfar.

- Den yngste har vi fast aftale med mindst én gang om ugen, siger Allan.

Passioneret cykelrytter

Pensionistlivets frihed har også fået Allan Søndergaard til at skrue op for sin cykel-passion. Selv cykler han en del - ud over de daglige ture ligger onsdag fast - her er det mødet med gamle cykelkammerater, der kører Brabrand Sø rundt, og han cykler også gerne både fra og til hjemmet i Sejs, og tirsdag, torsdag og søndag er det den lokale cykelklub i Sejs, han er med på træningsture.

Tidligere kørte han også licensløb, men det måtte han stoppe med i 2016, da han fik konstateret nedsat hjertefunktion. En pacemaker og en håndfuld piller til morgenmaden betyder dog, at han fortsat kan bruge sin cykelsports-entusiasme som daglig motion.

Og så er der velgørenhedsløbet »Giv 24

timer til syge børn«, som han har arrangeret siden årtusindskiftet. Løbet handler i al sin enkelhed om at deltagerne (der er fri tilmelding) kører rundt om Brabrand Sø i 24 timer. Der bliver kørt penge ind gennem deltagernes startgebyr og individuelle sponsorer, der betaler et beløb pr. omgang, »deres« rytter kører. Løbet har over årene kørt i alt 630.000 kroner ind, og pengene går ubeskåret til Akut Børnemodtagelse på Aarhus Universitetshospital, der selv suverænt bestemmer, hvad pengene skal bruges til for at gøre de syge børns indlæggelse en lille smule nemmere.

- Det begyndte egentlig med, at jeg ville cykle til Portugal som en skør udfordring. Det skulle jo have et formål, så jeg forsøgte at få nogle sponsorer med. Det første år blev det kun til 6-8.000, det næste år, hvor jeg allierede mig med Aarhus Taxa, fik vi 50.000 kr.

Det første år var sønnen Jesper med i ledsagebilen, det næste år var det hustruen Karen. Der var mange strabadser undervejs, et knæ, der drillede det ene år og en achillessene, der smertede det næste. Men han gennemførte turen fra Danmark til Portugal, den første gang tog det 13 dage, året efter skar han to dage af og gjorde det på 11 døgn.

Alle kan være med

- I dag er det et løb for alle, der har lyst til at være med, da det er på en lukket rute omkring Brabrand Sø. Og hvorfor jeg gør det? Tjah. Det giver mening, og så har jeg jo altid haft med børn at gøre. Det er vigtigt, at børn trives, også de syge, siger han.

Han kigger ud ad vinduet, hvor haven står og strutter af forår. Regnen slår mod ruden.

- Det kan godt være, at jeg springer cykelturen over i dag, siger han med den frihed i stemmen, pensionistlivet gør plads til.


Comments


Specielle Nyheder
Debatindlæg
Arkiv
bottom of page