23-09-2019

Så letter vi halen

De sidste forberedelser til den 25. Mallorca-tur er gjort. Madonna, plæneklipper-robotten, skulle lige drille med en løs ledning. Men nu kører hun sine egne veje, derfor er det en hun. Hun bestemmer selv.

Derefter stak vi ikke halen mellem benene, men lettede den fra Billund. Vi landede med et brag i Palma. Næsten som om, vi skulle om på den anden side af jorden. Derefter en opbremsning, så vi var ved at skifte sæder med dem foran.

Derefter indtjekning, det var ikke de kendte i receptionen kl. 23.45. Og så blev det en kold øl nede ved Porto Pi. Jeg fik natte-rodet med min PC og mobil, og kom til at vække Jakob, så nu venter han nok en kvaje-øl, når de alle dukker op i efterårsferien.

24-09-2019

Sol i Palma

Vi vågnede så op til en dag med solog varm. Temperaturen sagde 26 ℃, så her i byen er vi nok et godt stykke over de 30 ℃. Vend morgenmaden var jeg ved at få et hjertetilfælde. Pludselig mødte jeg Preben, som jeg har cyklet sammen med i mange år, også her på Mallorca. Han og Annegrethe har været her en uge, og skal hjem i morgen. Ellers har vi fået kindkys, så vi driver af mundvand på begge kinder. Vores dejlige venner, personalet, er simpelthen så glade for at at se os. Tro det, eller ej, men sådan er det her på Horizonte.

Efter morgenmaden gik turen til i Carrefour Porto Pi. Det er altid et slæb, at komme hjem. 5 liter vandt, 6 1,5 l. Cola, en rødvin, en hvidvin, en gin, en grapetonic, en pose mandler og en pose chips. Inden vi startede opstigningen til Horizonte, var der ølpause.

Resten af dagen gik med afslapning ved poolen og forsøgt på at at få PC og mobil til at fungere. Det er ikke helt lykkedes endnu, men nu truer aftensmaden.

25-09-2019

Mallorca er fantastisk

Morgenmad kl. 08.00, udendørs naturligvis, sammen med Preben og Annegrethe

Det er utroligt, at et ferieø som Mallorca kan være sås ren og velholdt, med alle de turister, der kommer på øen. I Palma ligger de ingen affald. Gaderne er fejede og rene. Det kunne vores smilets by lære meget af. Der er dog også negative ting. De første år var bjergene uoverstigelige på cykel. Efterhånden blev det meget fladere. Nu her 25 år efter de første cykeltur på Mallorca, er det pludselig blevet stejlere. Men vejen er helt i top. Trafikken mellem cyklister og bilister glider bare helt gnidningsløst. Der er altid en venlig dialog, når man gør tegn til hinanden om overhaling, ikke overhaling. Hvem holder tilbage i rundkørsler og ved kryds. Det gør bilisterne helt automatisk. Nogle gange vinker jeg dem frem ved overhaling, stopper og holder tilbage i rundkørsler og kan kommunikere med bilisterne, og så er der altid et venligt dyt eller vink. Og her er bilisterne oversvømmet af cyklister, også en del, de tror, at vejene tilhører dem.

De få gange, det går i kage, er det typisk en udlejningsbil, der kræver sin forkørselsret, nogle gange som i Danmark, overkørselsret!

I baggrunden kan man i klart vejr se det blå middelhav på toppen af militær-bakken, men varmedisen slørede det i dag, og måske kommer jeg ikke derop igen i år!

Dagens tur blev så uden mine hjertevenner, men de var i tankerne, da jeg startede i 28 ℃. De første 2 km går det med opstigning på max. 4,5%. Derefter rammer jeg militær-bakken, som vi kalder den. Det er 7 km op med max. stigning på 10,6 %. Da fandt jeg ud ag, at jeg ikke har "bjergben" mere. Derefter lidt nedkørsel, lidt opkørsel og ned mod Palma.

Denne bakketop rundes nærmest på nedkørslen fra Militær-bakken.

Militær-bakken er på 375 m, så egentlig er det kun småbakker.

Jeg rundede Horizonte med 24 km, så jeg fortsatte ad den flade cykelsti ud mod Can Pastilla og retur, så der kom 53 km på kontoen. Så fik jeg også set både badenymfer og badestrand, selv om der var tyndt befolket på dagen

Badenymfer ville åbenbart ikke fotograferes. Her kommer jeg forbi igen, så måske lykkes det med billeder af dem

Da jeg var 10 minutter fra den sidste opkørsel til Horizonte, ringede jeg til Karen, og aftalte, at vi kunne mødes til en fadøl d indgangen til Horizonte, hvor der er en lille bar. Det var en god "gulerod".

NU er det onsdag, og vores fælles cykeldag med hjertevennerne. Og dem savnede jeg. Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis vi kunne holde pitstop til en fadøl her på Mallorca?

Dagens rute. Jeg undrer mig lidt over navnet Sa Indioterria. Hvis det ar i Aarhus, havde man nok lavet en stavefejl og glemt N

26-09-2019

Livet er skønt

Tre skønne drenge. Ham i midten har fødselsdag. Og Lise fejrer ham kærligt

Her til morgen klokken 08.00 nød vi igen morgenmaden udendørs. Vi var dog tæt på at gå indendørs, for ikke at få solstik. Men vi kæmpede os igennem, og måtte sande den dumme reklame. Livet er skønt. Vi mødte så den underskønne Mirabel, Andreus kone. Igen en helt utroligt kærlig velkomst. For et par år siden fik jeg nye styrbånd ude hos Ciclos Gomila i Binissalem. og nu trænger de til udskiftning. Det blev et gensyn med en flot cykelforretning,

Men turen var anderledes. Her hvor vi plejede at køre med 28 km/t, kunne jeg ikke holde 18 km/t.k/t. Ventetiden blev tilbragt i den nærliggende bar, som bare er opgraderet, og med de samme ejere. Herligt.

Efter udskiftning af styrbånd, og det er prof udført, gik turen så hjem igen.

I alt 67 km.

Til sidst møder jeg det her. Jeg ved ikke, om det opruster moralen, eller nedruster.

Jeg kørte forbi, og håbede det bedste.

Det krævede en kold Cola, øl, gin, hvidvin, kaffe og rødvin inden man var til levesiden.

Nu truer aftenbuffeten.

27-09-2019

Liden tue vælter stort læs

Lille rille vælter stort læs

Der er blevet sagt mange vise ord, bl. a. Liden tue vælter stort læs. I dag blev dette udsagn virkelighed for mig. Jeg var det store læs, og tuen en lille rille mellem cykelsti og gangareal.

Jeg ville egentlige vise venlighed på den smalle cykelsti langs med kysten lige før indflyvning til start og landing, i Palma lufthavn.

Jeg trak ud over fliserne med tværriller, og da jeg trak ind igen, kørte jeg langs fliserne, og havde ikke opdaget, at der var 2n kant på 2 cm. Da jeg regnede med at dreje ind på cykelstien, fik forhjulet fat i rillen, og ville køre lige ud. Det resulterede i, at hele læsset væltede. Her har jeg eller cykel de første hundrede gange. Jeg påkaldte ikke megen opmærksomhed, selv om jeg, heldigvis i lav fart, trille hen ad cykelstien, med den sædvanlige skramlen, når man styrter. En ung fyr standsede straks op og spurgte, om jeg var ok. Det kunne jeg bekræfte, selv om venstre knæ og skulder havde fået en ordentlig tur i asfalten. Min netop udskiftede pacemaker og ledning virkede tilsyneladende, så jeg kørte videre. Og mit nye styrbånd, og cyklen havde ikke taget skade. Det blev 39 km frem og tilbage langs strandpromenaden.

Om formiddagen havde vi sagt farvel til en lærer fra England, der havde en flok herlige børn med. Vi har set ham tidligere, og måtte rose hans flok faf dejlige børn. Han undskyldte meget, at de kunne være støjende, men det mærkede vi godt nok ikke. De var glade og velopdragne. Den ros gav han videre til børnene, så de kontaktede os også, og sagde tak for roserne.

Selv om læsset væltede, var der igen gode oplevelser. Sidste år styrtede jeg på badeværelset og slog højre knæ.

Vi bor på 506 i højhuset til højre

28-09-2019

Sultestrejke

Efter sammenstødet med jorden i går, har jeg egentlig besluttet at gå i sultestrejke. Men det ødelagde de lækre anretninger Horizonte stiller til skue og fri tagselvbord. Jeg har altid troet, at man skulle smage på det hele, men nu vælger jeg lidt ud, og håber, at næste møde med jorden ikke bliver så voldsomt. Selv om der er smerter i knæ, skulder og lidt asfalteksem på albue og ryg, gentog jeg gårsdagens tur, uden styrt.

Og der er også is.

Bon apetito

29-09-2019

Nyt asfalt studie

Bemærk hvor turen slutter

Jeg sander de gode råd fra min fodboldtid. Når man havde fået en voldsom tackling eller et spark og lå og vred sig var rådet fra træneren altid. Op igen. Det skal løbes væk. Sådan er det også gået med mit knæ, men der er dog lidt problemerne med at klikke ud af pedalerne. Jeg tog den lange flade tur over Llucmajor. Nu er det så som så med flad rute. Der er visse steder op til 5% stigning, og ved Randa er den lang, selv om jeg kørte uden om selv bjerget. Men det var en herlig tur med godt tempo. Vinden og solen i ryggen.

Igen møder jeg en kilometerlang indhegning bygget op af kampesten, cement og trådhegn. Jeg ved ikke helt, hvad det skal bruges til, men mange steder indhegner man sine marker på denne måde. Jeg ser ingen dyr, så måske er det kun for at håndhæve ejendomsretten.

Men måske er der noget galt ved lufthavnen. Da jeg skulle ind på den dobbelte cykelsti og brede gangsti langs vandet, var der først en ældre her, der stod lige i svinget og cyklede ud foran mig, derefter kom en mindre dreng susende, og han fortsatte med at køre frem og tilbage på tværs af cykelstien foran sin far, der kør me lillesøster i cykelstolen. Pludselig kørte drengen. Da han kørte på den modgående del af cykelstien, kom der en modkørende, men han nåede lige at svinge ind foran sin far, der måtte bremsede voldsomt op. Jeg lå lige bag, og måtte også blokkere begge hjul, men med mit lidt medtagne knæ, fik jeg ikke foden ud af pedalen, så jeg lagde mig pænt på højre side. Det er altså pinligt som en ældre mand at ligge der igen. Jeg fik samlet mine ting og kom igang igen. Da jeg igen skulle passere knægten, lå han igen og krydset ud og ind. Faderen kørte lige bag ham, men han reagerede ikke på drengens kørsel. Det gjorde jeg. Far og søn fik en verbal belæring om cykelregler på dansk, som de vist ikke forstod. Og nej. De havde naturligvis ikke cykelhjelm på. Efter en meget vellykket dag hertil, stod og min cykelcomputer af. Eller skete der ikke de store skader, kun lidt asfalteksem. Troede jeg. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at baggaflen havde fået en "skramme" måske en brudskade. Så i morgen skal jeg til min cykelhandler i Binissalem og have skade vurderet. Er den fatal, kan det betyde en ny ramme, men måske kan jeg cykle på den, indtil jeg kommer hjem og kan konsultere min glasfiber-operatør i Odder.

Så er der 10 m hjem

30-09-2019

Skadestuen

Jeg troede lige, det var en genvej på hjemturen, men 4 km længere

Så kom min kære ven Orbea-cykel, på skadestuen i Binissalem. Det er meget passende, for det er jo en spansk cykel. Diagnosen var ikke helt god. Højre baggaffel har et brud, men det går ikke helt igennem, så der kan cyklet, hvis man holder øje med, om bruddet vokser. Det kan desværre ikke klares med gaffatape. Cykelhandler Gomila i Binissalem kunne godt "operere" men det ville tage flere dage, da der jo skal lægges bitte små lag på i mange omgange. Nu må jeg vente til jeg kommer hjem, og have fat i Harry Rask MC i Odder, der før har "opereret" min cykel.

Skadestue-besøget blev på 67 km, uden asfalt-studie.

Karen nød strandpromenaden

01-10-2019

Regn i Palma

Det her er da ikke sjovt

Jeg ved godt, at det kan regne her i Palma. Vi har før oplevet regnskyl, der ligner vandfald, men det blev kun til nogle få store dråber i få minutter. Jeg havde ellers i går sat cyklen på standby, så den kunne komme sig efter skadestuebesøget. I dag var der gråvejr, og der kom regndråber, så det var en kærkommen skylle til min dovenskab. Fra morgenstunden var der kun 23 ℃, så man kunne jo få kuldechok, hvis man vovede sig ud. Det blev så en dag på kontoret, og en sådan da går hurtigt, når nettet er langsomt, og jeg ikke er en udpræget IT-nørd. Dette kan heldigvis ikke kommenteres på min hjemmeside. Ellers følger jeg med i verdenssituationen. Det er flot klaret, at vores svenske veninde kan tude på kommando, når hun har sit manuskript, men ikke kan svare på spørgsmål, der ligger ud over hendes manuskript. Mon ikke vi har en verdensstjerne her inden for skuespillerverdenen, hvis hun fortsat har dygtige manuskriptforfattere? Det er utroligt, at så mange "kloge" mennesker kan falde for den skrigedukke.

Så en dag eller to på kontoret. Måske kommer der et par læserbreve!

Jeg har fået aftalt operation af min cykel i Odder. Jeg er ved at kunne afslutte Giv 24 Timer 2019, jeg venter på at kunne anmelde mine cykeluheld til forsikringen, men det har indført nyt IT-system og deraf følgende ventetid i dagevis. Jeg har også rykket for endelig tilsagn om støtte fra hovedsponsor samme sted, så tiden går med ingenting og alting.

02-10-2019

Kongeetapen

Dagens tur

Det skulle jo ske. Jeg har længe drømt om at runde de 100 km igen, og det skete så i dag, på en flad rute. Som sagt er det flade spansk tale. Flere steder var der stigninger fra 8,6%, så helt flad var ruten ikke. Men til dels flad, på godt vendelbomål. Men det var herligt at udfordre sig selv lidt som The Lonely Rider. Det er mig, som min gode ven Kurt Hansen, der lavede min første hjemmeside, døbte mig. 102 km alene og op og ned og med 20,1 km/t, og snart 73 år med biventrikulær pacemaker. Det er turboudgaven, er vist ikke helt galt.

Jeg savner dog min hjertevenner i Aarhus, så jeg kan mobbe dem lidt.

Og baggaflen holdt, og skaden er ikke synligt forværret.

Om 2 timer truer aftensmaden igen, og det er igen over 10% stigning. Min bebudede sultestrejke varede kun natten over så jeg ser frem til et nyt madbjerg at bestige.

03-10-2019

Leder

Her troede jeg, at det var Sokrates eller Platon kigge beundrende på,

men det er vist Adonis,

men mindre det er en helt anden

På en dag, hvor det blev til nydelse af livets gang og inge cykeltur, kan jeg lige tilføje nogle positive tanker.

Jeg tror nok, at avisens ledere, og lederskribenterne ofte får nogen på nakken, fordi de tør sige noget, der går strømmen imod.

De bliver måske betragtet som lede ledere. Men er det ikke det lederne er der for?

At stille de ikke stillede spørgsmål? Her synes jeg, at Århus Stiftstidende har nogle rigtig gode lederskribenter.

Det kan godt være, at en afstemning vil gå mig imod, men jeg vil alligevel rose min avis for, som en ældre klog herre engang sagde.

Rettidig omhu. Jeg er lidt, nu er jeg vendelbo, betaget af chefredaktør Jan Schouby,

der rigtig tit rammer sømmet på hovedet. Hans seneste to ledere er bare ramt lige i øjet.

Greta Thunbergs retorik er mere skadelig end gavnlig

Helt sort at angribe Trudeau.

04-10-2019

Optur blev nedtur

En skulle gamle ruter afprøves. Denne gang skulle Col de Sollèr bestiges. Efter 102 km i går, skulle det være afslapningstur. Det gik stille og roligt mod Bunyola, men allerede her bed de 6% i benene. Så gik det nedad, og det frygter jeg, for så kommer det til at gå opad. Og ganske rigtigt. Ude på den lige, nyasfalterede, flade landevej, gik det op til 6% opad, inden jeg ramte den egentlige opkørsel. Den byder på 5,1 % i gennemsnit, er paradoksalt nok på 5,1 km. Mens jeg sad og "nød" det, kom jeg i tanke om, at jeg havde kørt op her på stor klinge. I dag manglede jeg stor klinge på bagkransen. Men jeg kom op, og nødden flotte udsigt. Jeg kunne fortsætte og køre ned til Sollèr, men det ville betyde, at jeg skulle op igen. Det har vi tit gjort tidligere, men tidligere er ikke nu, så jeg kørte ned samme vej, jeg kom op. Dog sprang jeg Bunyola over g drejede over mod Esporlas. Min tanke var at kørt op ad militærbakken hjem. Da jeg fik krampe op ad opkørslen inden Establiments, faldt den tanke uden for mulighedernes grænser. Derimod gik det mod Palma og hjem.

Igen fik jeg et par oplevelser. En dame gik og læste en mobil-besked, og drejede pludselig til højre ind foran mig. Jeg nåede lige at undvige. Ud for stadion, kørte en bil lige ud over cykelstien foran mig, men jeg nåede lige at stoppe. Det var sikkert en udenlandsk fodboldspiller. Senere drønede en voksen man pludselig rundt om et hjørne på el-løbehjul ovre i min cykleretning. Igen nåede jeg at undvige. Ellers var der ingen dramatik. Som vanlig stopper bilisterne ved svig og rundkørsler, inden man selv ved, at man skal dreje.

Endnu en god dag slutter med gode oplevelser.

Her ser det fladt ud, men prøv lige selv

05-10-2019

Pensionistliv

Der bliver skrevet meget om de ældres, pensionisternes vilkår i vores velfærdssamfund. Som oftest er det negative meldinger over for regering, byråd og andre ældreinstitutioner. Jeg føler med dem, der en hensat på en hylde til et bad en gang om ugen, eller er det hver 14. dag. Det er umenneskeligt og uværdigt.

Og selv om jeg tager en del af ammunitionen ud af de negativt-ladede bomber, ofte fuld berettiget, så affyrer jeg dog en lille positiv kineser. Undskyld, dette udtryk er nok krænkende på en eller anden måde.

Jeg er selv pensioneret folkeskolelærer og min kone pensioneret sygeplejerske. Hun har aldrig været på fuld tid, for vi prioriterede at passe vore tre drenge mest muligt selv.

Vi har siden 1972 boet i eget hus, og gør det stadig.

Jeg ved godt, at mange ikke har den pension, vi har, men der er også mange der har. Nu er vi heldige at være nogenlunde raske, så vi kan klare os selv op over de 72 år. Uden skelen til tegnebogen . Og uden hensyn til regering, politik, partier og andre magtinstanser, så må jeg sige, at vi har det godt, rigtig godt. Vi kan tillade os et liv, vi aldrig havde drømt om, og aldrig havde, mens vi arbejdede. Vi rejser 2-3 måneder om året, en del sammen med vores familie på 13 personer, men kan stadig spare op af vores pension. Jeg vil ikke jamre over egen situation, men kun være ked af, at mange af mine jævnaldrende ikke har samme vilkår.

Vi har altså også skabt noget godt i vores velfærdssamfund.

Fangeliv

Ekstrabladet

Fængslet Levakovic på flugt: Stak af fra mors dødsleje

Den 45-årige vaneforbryder Django Levakovic var på Bispebjerg Hospital, da han stak af

Hvorfor er han på ledsaget udgang uden håndjern og fodlænker?

Og kæder som i filmen Rødder.

Har han en status som kulturberigende person for vores danske samfund?

Vi andre er totalt til grin!

05-10-2019

06-10-2019

Man bliver aldrig klogere

Overskyet og gråt ændres hurtigt til gult og flot

Igen en dag, hvor jeg måtte erfare, at jeg ikke bliver klogere med alderen, så nu giver jeg snart op.

Først fik vi dog forvandlet en kedelig grå morgenstund solstråler af guld. Og sådan dominerede sole resten af dagen, og det nyder vi.

Karen traver sine daglige ture og finder gode motiver til albummet og sikrer, at vi ikke går tør for væske.

Egentlig er Palma kendt sine mange møller, som nu er stærkt reducere

.

Godt nok er der ikke megen vind i sejlene, men det er møller

Jeg skulle igen udfordre mig lidt, men som jeg husker det, er ruten over Bonyola og Orient ikke den store udfordring. Måske er det hukommelsen, der ikke er så god mere.

Bare opkørslen til Bunyola er slem, nærmer sig vist 6%. Det vidste jeg dog fra i forgårs. Men så starterdet bare. Det går lige op i flere afsnit inden jeg komme ud af byen. Hvis man står op, tror jeg, man falder bagover. Det gjorde jeg ikke. Jeg har haft nok styrt. Allerede her i udkanten af byen møder man et "moralopbyggende" skilt. 5,9 % stigning i gennemsnit de næste 5,1 km. Jeg tog ikke et billede af skiltet, for det var overbroderet af klistermærker fra folk, der har kørt turen!Her har jeo kørt før, så det er bare en formsag at komme til tops. Ja, men formen manglede bare. Jeg har et møllehjul so bagkrans, men jeg kunne ikke skifte til den største mølle, så det blev en opkørsel med rent raseri som motivation. Og så havde jeg lige regnet forkert. Da jeg skulle være oppe efter mine beregninger, manglede je 400 . Og det er langt, når tungen hænger ned på forhjulet. Jeg kom dog op, og jeg fortæller ikke, at jeg måtte tage en pause for at afsyre benene. Det skal man gøre det for at undgå klimaforandringer.

Hvis jeg ser brugt ud, er det kameraets skyld

Efter denne top, gik det nedad, og det huer mig aldrig, for så skal man snart opad. Det skulle man også op til restauranten i Orien, men her fortsatte det med stigning på over 6 %.

Men så gik det nedad resten af vejen indtil den lille opkørsel ved stadion i Palma, og bakken på 10% lige før militærvejen.

Jeg har besluttet. Det gør jeg aldrig mere. Ikke før næste gang.

Det er vist en gammel beslutning.

I øvrigt spille Mallorca i la Liga mod Espanyol og vandt 2-0. Det havde nok være mere afslappende at se den kamp.

Espanyol boede i hotellet over for CATALONIA.

07-10-2019

Total dovenskab

Dagen startede for en gangs skyld med kedeligt vejr, gråt og overskyet, men det holdt ikke længe, så tog solen over. For mig blev det en hjemmedag med computeren, som ikke vil som jeg vil, så vi skælder ud på hinanden på skraldespansk. I øvrigt tømmes vores skraldespand i morgen, altså den i Sabro. Jeg har vist fået opdateret min hjemmeside, Karen gik sine sædvanlige 6 - 8 km, mens jeg dovnede.

Jeg har tanker om en cykeltur i morgen, men jeg lover ikke noget.

Måske militær-bakken m.m.

08-10-2019

Bjergtur

Efter en dovne dag, skulle det så væe en bjergdag. Jeg havde nok ikke helt tænkt mig om, for min rute husker jeg ikke så voldsom. Og jeg måtte konstatere, at jeg ikke kunne bruge de to laveste gear, da bagskifteren ikke kunne være der, hvis jeg skulle op på de sidste to tallerkener. Det må være noget, der er sket for at drille mig, for det har jeg da kunne før. Alligevel fik jeg mine 55 km og 1.025 højdemeter, men det holdt hårdt. Turen op ad militær-bakker er hård, og inde i Calvia bliver man lidt rundt i byen, bare for at finde stigninger. Opkørslen til Es Capedela slutter ret voldsomt. Herfra går det bare opad de næste 8 km til Galilæa, ikke den bibelske by. Når man cykler derop, kommer man mere i tanke om noget helt andet end Guds land, Den her by burde omdøbes til noget der starter med H......s by.

Jo, jeg ser vist lidt brugt ud

Herefter behagelig nedkørsel gennem Puigpunyent til opkørslen til militær-bakken fra bagsiden, men det er kun de sidste 2,5 km , der er hårde. Flere steder på mine nedkørsler mødte jeg flere andre cykelryttere, der røde i ansigterne kørte helt over i min side i svingene for at undgå det stejle stykke inderst i svingene. Det er noget ubehageligt, når man kommer med 30-40 km/t, og ikke ved til hvilken side den modkørende drejer. Men jeg kom godt hjem med 3 opkørsler mere på CV-et.

Igen fandt Karen gode motiver på sin vandretur

09-10-2019

Hjemmedag

Det er da helt utroligt, at man kan fåen dsag til at gå med ingenting. Jeg har ikke bevæget mig udenfor hotellet, men jeg har nyd det. Sol og varme, god mad, hvad mere kan man forlange?

Jeg føler ikke engang dårlig samvittighed. Jeg har gået lavet lidt kontorarbejde, men det er ikke blevet til de store tanker. Nu er jeg nået i mål med alle mine sponsorer til Giv 24 Timer til Syge børn, så nu kan der opdateres og findes en dato for en reception på Akut Børnemodtagelse. Og så begynder forberedelserne til Giv 24 Timer til Syge Børn 2020, 10 års jubilæum.

Men ellers er der nok at se på her. Man bliver aldrig mæt af udsigten her.

10-10-2010

Forventningens glæde

Vi tager ikke morgendukkert, men morgenbillede.

Morgener har sine glæder. Vi følger solens bane kl. 08.00. Lige her hviler den i den lille lavning oppe på Randa. Jeg har været der på cykel, men det sker ikke igen!

Nu er det forventningens glæder til at se dem alle i morgen. Emma kommer dog først senere.

Dagen startede dog overskyet, og det holdt sig meget af dagen, men når det er 27 ℃ går det alligevel.

Sådan har vi mange glæder. Formiddagen gik med lidt indkøb til i morgen, og så var det motionstid. Karen fandt en lille blomst i dagens anledning.

Jeg tog strandpromenaden, 38 km. På udturen mødte jeg mange, der bare vadede ind over cykelstien uden at se sig for, mens de har næsen i mobilen. Det gælder også mange cyklister, der vist cykler første gang her på Mallorca.

Der var dog en lille glæde. På en meget smal passage med både gående og cyklende, kom folk myldrende over hele stien. Et ungt par med deres to små piger standsede op lige foran mig, og lod de andre myldre forbi. Jeg blev også vinket forbi, og da jeg langsomt kørte uden om dem fik jeg takket og vinke til dem. De to piger kvitterede med et smil.

Senere efter vendepunktet i S'Arenal, blev jeg prajet af en ung cykelrytter, der stod inde på fortovet. Han havde haft en mindre styrt, men forbremsen havde sat sig fast, så hjulet ikke kunne køre rundt. Han spurgte om jeg havde værkstøj med. Nu er det ikke sådan, at jeg kører rundt med en hel værktøjskasse, men jeg har altid et lille fikst multiværtøj, i sin tid købet hos Per Sandahl. Da kablet blev løsnet og på ny skruet fast, kunne cyklen rulle igen. Han var ovenud glad, for han boede i Sóller by.

Og jeg havde igen spredt lidt glæde. På hjemturen mødte jeg igen de to glade piger og fik et stort smil og et vink.

Helt tosset er det altså ikke, at komme ud at cykle.

Herhjemme var der et foto af to andre glade tøser.

Kære Celina og Thea. Det er da livsglæde.

11-10-2019

Så kom de

Selv om vi kan nyde ferielivet er på Horizonte, er det dog toppen , når de alle kommer her. Og hvem ka' . Trine ka'. Mens vis sidder og venter på dem alle, dukker der en bus op med et hold i blå t-shirts. Det har Trine naturligvis sørget for. Og det er så rørende at byde velkommen til alle vores kære. Nu må Andeu, hoteldirektøren, ind og påskønne vores PR for Horizonte. Han har doneret 5 starter til Palma Maraton , men mon ikke, der er mere. Trine er ikke til at stå for. Og et 25. års jubilæum og et 10 års jubilæum med børnene må da kaste lidt af.

12-10-2019

Første etape

Jeg blev så mobbet til at afprøve, om mit dankort virker igen. Det kostede en omgang

Dagen startede med lang hygge ved poolen, og alle hygger sig, selv om jeg bliver mobbet. Men lad dog barnet, som det hedder i kendt litterært skrift. Jeg sander ordenene. Den man elsker tugter man. Ja, jeg har lidt problemer med mobil og internet, men hvem har ikke det.

Så blev første etape af Fam. Søndergaard Amic Hotel Horizonte Danmark afviklet. Emil og Lauge deltog i Palma Maraton med henholdsvis 1200 m og 600 m.

Emil løber bare så elegant, og har lige fået sin medalje.

Lauge løber bare og i hans hoved vinder han næste.

Han løber lige så let og elegant.

To seje knægte To seje knægte

13-10-2019

Anden etape

Heppekoret er på plads

Jeg er vant til etapeløb, men løbe som ise mennesker kan jeg ikke. I Palma Maraton deltager

alle kategorier. Der er unge, gamle, kvinder, mænd folk med handicap, fol med en vægt på + 100, mange særegne løbstile, og jeg står og tænker, at de kommer aldrig i mål. Det gør de. Der er nok op mod 10.000 der gør det. Det er så imponerende flot. Vi havde vores med på holdet. Jakob og Jesper løb halvmaraton, og så glade og ubesværede ud, da de gav high five til os heppere.

Jesper og Jakob

i resultatmæssig

følge

Trine, Lise og Morten løb 10 km, og de havde også overskud til at hilse på.

Således tanket op af egen gode oplevelser, kunne vi flade ud ved poolen og på altanen.

Trine, Morten og Lise i fin stil

Om natten havde vi haft en af de dårlige oplevelser. Lige under os sad to narkostive unge fyre og råbte og skreg i over en time. Da de tog ud i byen, kunne vi høre dem en halv time efter.

Nu håber vi ikke, at de skal bo der igen i nat, og jeg har informeret receptionen om problemet.

14-10-209

Dagen derpå

Efter indsatsen i går, var det tid til afslapning. Alle hyggede sig ved poolen og var på lidt indkøb. Det vand tiltrækker altså i den grad, så vi er bange for, at vores børnebørn få gæller.

Karen gik sine 8 km og fandt nye motiver til siden her. Jeg rullede promenaden frem og tilbage, 38 km.

15-10-2019

Fødselsdag med overraskelser

Emma ankommer til Horizonte

Lige efter midnat, Pia den første fødselsdagsgave. Det var meningen, at Emma først skulle ankomme onsdag, men hun havde delt en hemmelighed med os. Hun havde fået fri, så hun kunne være her ved midnat. Først om aftenen fortalt vi Jesper og Trine, Lise og Jakob om de skumle planer. De opholdt dem så til næsten midnat, men så var de alligevel trætte, og gik op på deres værelse. Det var et syn for guderne, da Morten endelig dukkede søvndrukken op i døren, og gloede helt uforstående på sin skønne datter. Endelig kom der gensynsglæde, og Pia røg helt op i skyerne af glæde. Herefter fulgte et kærligt søskendegensyn med brormand, Tobias og resten af flokken. Alle kunne så synge /mime fødselsdagssangen og

skåle i champagne. Det var en skøn plan udtænkt af Emma.

Ved morgenmaden var der igen fødselsdag ved vores bord.

Derefter blev der badet, spillet og hygget inden den traditionelle fødselsdagskage blev spist.

Det er ret fantastisk, at Pia har valgt at fejre sin fødselsdag hjemmefra sin forældre, nu vist for 10. gang her på Mallorca.

Resten af dagen fortsatte med badning, leg og spil, inden det blev tid til fødselsdagsmiddag.

Pensionistlivet giver mange glæder sammen med alle vores kære.

16-10-2019

Traditionernes dag

Familien Søndergaard

Traditionen byder også, at vi er ude i byen en aften og spise i forbindelse med Pias fødselsdag. Derfor afbestilte vi aftensmaden og bad om at bytte den med frokost i dag.

Det blev et voldsomt bytte. Der var dække op, og kun til os, i restauranten med skinke og ost og drikkevarer. Derefter paella, men kæmperejer og pizza og salat. Kager og is til dessert.

Jubilæumsmiddag

Ninka serverede for os, og Andreu ønskede os god appetit.

Det må vis være en erkendtlighed for vores trofaste fremmøde her på Horizonte.

I dagens anledning blev der også indført happy hour.

Herefter blev de traditionelle familiefotos taget og derefter gik turen ud i byen til den traditionelle restaurant. Senere en drink eller to på hotellet.

Fødselsdagsmiddag

Vi sluttede med en ny tradition. Lauge har indført, at vi slutter dagen med en gang leg tagfat.

Jeg fik den traditionelle tur på strandpromenaden og lidt til, 44 km. Karen tog de traditionelle 8 km.

Så alt er ved det gamle.

17-10-2019

Udflugtsdag

Det blev så den store udflugtsdag. Morten med familie skulle mødes med venner fra Hørning i Palma. Jeg kom på drengetur med de resterende drenge. Det var en rundtur i Palma med to-dækkeren. Først tog vi hele rundturen på øverste dæk. Det er lidt fantastisk at se det hele fra lidt mere højde end en cykelsadel.

Efter 1½ stod vi af i midtbyen. Her var der gadeliv i de små brolagte gader, og vi kom også igennem byens marked, hvor fisk fisk var dominerende.

Lugten var lidt stram, mærkeligt nok af fisk, og egentlig fandt jeg ud af, at de fleste fisk faktisk er grimme.

En fisk lugter, men mange fisk stinker grimt,

og så er de også grimme.

Palma er imponerende flot med meget vekslende miljøer og bebyggelse. Det imponerer, at man i et storby har så mange høje træer langs gaderne. Der er ellers plads til, at man i midten kunne ødelægge det hele med en letbane. Det var første gang, jeg besøgte selve Palma efter 25 år, og det var en rigtig god oplevelse.

Da det var tid til lidt frokost, styrede Sebastian os hen til deres stamrestaurant Victor. Her stod familien fra Høring og skulle også have lidt frokost.

Herefter fik vi resten af rundturen og landede i Porto Pi.

Trine og tøserne tog Karen med på en udflugt i en fornem Audi. Her blev det gensyn med St. Maria, Valldemossa, Calvia og stranden ved Palma Nova.

Overalt er der flotte motiver

Og hele dagen sponsoreret

af vores 3 dejlige familier

18-10-2019

Slap af tid

Der blev spillet meget Partner, og det fremgår ikke helt tydelig, hvem, der var mest vindende

I går rejste Lise hjem, for at være hos hendes far, når han fik en bypas-operation. Vi lever i hjerternes tid! Og alt tyder på, at det gik godt. Igen en dejlig familieomsorg. Dagen i dag gik så med at udvikle svømmehud mellem tæerne for børnebørnene, mens vi andre tog en slapper. Jeg fik opdateret lidt her, og fik en dato for overrækkelse af Giv 24-Timer- sponsoratet er foreslået til den 6. november kl.10.00 på Akut Børnemodtagelse.

19-10-2019

Ny hjemmedag

Jakob har fået ny makker, men han er "for beskeden" til selv at optræde på vinderholdet.

Igen var der pool-hygge og Partnerspil. Alle slappede af og nød det gode vejr.

20-10-2019

Store rejsedag

Dejlige børnebørn

Så er det sidstedagen på en ny fantastisk oplevelse her på Mallorca, Hotel Horizonte. Det der gjorde opholdet, ferien, helt perfekt, var det fantastiske personale på Horizonte. Vi komme her som om vi var en del af alles familie, og bliver behandles som sådan. Men det største er dog den sidste uge sammen med vore børn, svigerbørn og børnebørn. Der findes ikke noget større end samværet med dem alle. Nu er det snart sidste måltid her på Horizonte, inden vægten rammer en i nakken derhjemme.

Så er kufferterne pakkede - Så kører bussen - Så flyver vi snart hjem.

God tur hjem

21-10-2019

Alt får en ende

Efter 4 uger på Mallorca med strålende vejr hver dag og ikke under 25℃. Hver dag med en overdådig morgenmad og en helt uimodståelig aftenbuffet, et overstrømmende venligt personale, sluttede et 25 års jubilæum for os to gamle, og 10 års jubilæum i selskab med vore børn, svigerbørn og børnebørn, alt sammen på Hotel Horizonte. Jubilæet behørigt fejret med en overdådigt frokost sponoreret af hotellet vi hoteldirektøren, vores gode ven Andreu. Vi har booket til næste år, og vi har hævd på værelserne og prisen. De sidste 9 dage i samvær i alderen fra 72 til 6 år, og altid i harmoni, latter og glæde. Det er stunder, hvor man ønsker at leve evigt. Paradoksalt nok ændredes tingene, da vore børn tog hjem i går. Så blev der stille, for stille. Hvor blev den glade børnelatter af, og den kærlige forældre/svigerforældre/farmor og farfar drillerie af? Så kan vi da bare tage hjem. Da vi rejste i dag ændrede vejret sig og solen tog på ferie.

Alligevel dejligt at være hjemme igen og alt står vel til, selv om der vist har regnet lidt.

EGYPTEN

2019

Igen fandt vi et godt tilbud. Det var 14 dage i Egypten, startede med en uges krydstogt på Nilen.

Derefter en uge i Hurghada.

20. januar 2019

Ankomst

Så er det lige før landing i Hurghada

Tidlig søndag morgen efter en godt nytårskoncert i Sognegården, gik turen mod Billund.

Vi havde lidt besvær med selv at tjekke ind, men det var der mange andre, der havde. Men vi fik det lært. Flyveturen med Norwegian gik stille og roligt. Vi havde bestilt mad om bord. Det er jo ikke en luksusmiddag, men det er alligevel lidt eksotisk spise flymad. Lakseforret, kylling med ris, brie med kiks og boller, kaffe og kage. Der var stort set overskyet på hele turen, så der var ikke meget at se. Dog var det igen fascinerende at se ørkenen fra oven i Egypten, hvor det blev klart vejr. Sandet ligger mellem bjergene som floder. Ankomsten til Hurghada gik fint, og herfra skulle vi så videre til Luxor med fly senere. Det tager sin tid at komme igennem sikkerhedskontrollerne, men der var ikke trængsel. Der var lidt lang ventetid, og allerede her mødte vi egypternes opfattelse af ”ren” by. Men det er jo ferie. Det blev også en fin oplevelse i et lille propelfly, hvor der var masser af plads. Efter turen på knap 45 minutter over den sorte ørken, ankom vi så til Luxor ved Nilen. Som på hele rejsen var der masser af guider fra Atlantis, der guidede os igennem det hele.

Herefter gik det med bus til M/S Viking Premiere.

Kørsel her er ret udfordrende. Når der var 4 spor med rabat i midten, kørte bussen inde til venstre, så der blev overhalet højre om. Der kom også en del modkørende i vores side, flere af dem uden lys. Og der er en del gående i begge sider af vejen, også i midten. Ofte børn. Cykler kører på samme måde, men ellers kørte der på store knallerter eller små motorcykler. Nu kører der ikke så hurtigt, for der er jævnligt bump. Så farten må sættes helt ned. Flere steder kørte vi venstre om i rundkørsler.

Da vi nåede vejen ned mod vores skib, troede jeg, det var løgn. Det var en ujævn grus-markvej. Men efter gitterlågen med vagtposter, var der en stor P-plads og der stod en stad fra skibet og hentede vores kufferter, så vi kunne checke ind og gå til middag.

Skibet er gammel, men kahytterne er rene og pæne.

Efter en god rejsedag, var det sengetid.

Klar til propelfly til Luxor

21. januar 2019

Kongernes Dal

Hatshepsuts mindetempel

Morgenvækninger var kl. 06.00, så morgenmaden kunne nås inden starten til Kongernes dal.

På turen så vi mange sølle ”boliger” langs kanalerne. Kanalerne ligner kloakafløb. Skrald blev kastet ned af skråningerne, og alt muligt affald flyder langs vejen. Overalt er der meget beskidt og det flyder med affald. Befolkningen ser også ud til at leve meget fattigt. Langs Nilen er der sukkerrør, bananpalmer, mangotræer, durra, majs og flere andre afgrøder. Her beriges lavlandet lang Nilens bredder ikke længere af frugtbart mudder ved oversvømmelser, som berettet i Bibelen. Det har Aswandæmningen sat en stopper for.

Ved alle gadekryds sidder der bevæbnet soldater, og der er fortsat meget politi. Nu skal vi huske, at Egypten fortsat er i undtagelsestilstand, men vi føler os ikke utrygge. Tværtimod.

Efter nogen tid, kører vi op i de øde, golde bjerge og ender ved indgangen til Kongernes Dal.

I Kongernes Dal er det helt bestemte regler for turister. De sidste 500 m køres vi op i små vogne.

Hvis man vil fotografere i Kongernes Dal, skal man tilkøbe en billet. Vil man tage billeder i gravene, skal man tilkøbe yderligere en billet. Der kan købes postkort fra Kongernes Dal, og de kan kun købes her. På den måde hentes der en hel del penge hjem. Desuden er der i hver grav, en egypter, der straks hiver fat i en og begynder at fortælle om de imponerende flotte tegninger. Straks efter gnides venstre hånds tommel- og pegefinger, et tegn ønske om drikkepenge. Den fingergymnastik møder vi overalt fra både børn og voksne. Andre faldbyder deres souvenirs. Vi så tre Ramses-grave, og det er imponerende, så flot de er udsmykket. I alt er der fundet 62 grave, og udgraves fortsat nye.

Alt er stort og flot på Hatshepsuts mindetempel, Deir el Medina

Vi får historien om Kongernes Dal. Oprindeligt var det pyramiderne, kongerne blev begravet i. Men da de er meget synlige, blev de genstand for gravrøveri, så derfor blev kongegravene gemt i Kongernes Dal, som dengang var et ret ufremkommeligt sted. Stedet er i dag kraftigt bevogtet af både militær og politi. Dette for at sikre kulturminderne mod attantater, men også sikre os turister. Turisme er et stort erhverv i Egypten, og disse oldtidsminder er jo fra verdens vugge, og besøges af turister fra hele verden.

Efter Kongernes Dal gik turen til Hatshepsuts mindetempel, Deir el Medina. På et tidspunkt var der problemer i kongernes arvefølge, da der ikke var en mandlig tronfølger. I stedet blev det efter mange forviklinger en kongedatter, der blev konge. Det var ikke noget, der skete mere end den ene gang, og hun lod sig også afbillede som mand. Hun fik opført sit mindetempel lige på den anden side af bjergkammen ved Kongernes Dal.

Senere forsvandt hun ud i glemslen, og hendes søn overtog tronen. Han fjernede alle minder om Hatshepsuts, da man jo ikke kunne have en kvindelig konge. Men også her i mindetemplet, er det flotte tegninger, selv om Hatshepsuts er fjernet.

Herefter så vi hvordan der fremstilles et væld af alabast og andre stenmaterialer.

Den slags slutter altid med et salgstilbud. Vi kørte gennem byen, hvor graverøvere tidligere har holdt til, men der er ikke meget tilbage, da det meste er eroderet væk.

Her fremstilles og sælges ting og sager af alabast

Det sidste stop var i den by, hvor arbejderne, der udførte gravkamrene, boede. Her var der også tre gravkamre, smukt dekoreret, vi kunne se. Arbejderne boede her en måneds tid, og fik så fri og kunne rage hjem til familien. Deres arbejde var en dyb hemmelighed,men det holdt ikke, for arbejdet gik i arv til sønner. Vores guide afkræftede teorien om, at arbejderne, efter veludført job blev dræbt, for at bevare hemmeligheden om gravenes beliggenhed. Teorien afvises med den begrundelse, at der ikke var nogen uddannelse til jobbet, fortsætte det fædre kunne give videre til sønner.

Arbejdernes by Statuer af kongen både i syd og nord

Dagens udflugt sluttede med, at vi så et par kæmpe statuer, der symboliserede kongens herredømmer og både Nordriget og Sydriget.

Efter frokostpausen gik turen til Luxors centrum. Vi skulle gå spidsrod gennem gader med utallige sælgere, der meget nærgående faldbød deres varer.

Vores mål var Aladdins Hule. Ef forretning der i stueetagen indeholdt alt muligt skrammel, og på førstesalen et utal af flotte tæpper.

Det blev en tre kvarters salgstale, hvor man konstant var flad af grin. Det blev fremført i en blanding af dansk og engelsk, med masse af danske floskler og vendinger fra forskellige danske komikere. Hver præsentation af et tæppe blev af sluttet med. Og det kan skifte farve. Når han vendte tæppet modsat, skiftede de flotte farver. Vi fik præsenteret et halvt hundrede tæpper, tørklæder og meget andet. Så var lattermusklerne også gået i krampe. Det var i sin tid, Tjæreborgpræsten, der fandt forretningen.

Stuen i Aladdins Hule Første sal i Aladdins Hule

På tilbageturen kom vi lettere igennem Bazaren. Jeg gik sammen med 3 damer, og hver gang præsenterede jeg dem som mine koner, og at jeg derfor ikke havde råd til at købe noget. På den måde gik det lidt lettere og med et smil. Sælgerne kan godt være ret aggressive, ligesom de tiggende børn, der åbenbart ikke går i skole.

Efter aftensmaden var der afslapning og forsøg på at komme på nettet, men uden helt.

Vi sprang over mavedansen, da jeg skulle op kl. 04.50 og til ballonflyvning.

Indgang til Bazaren

22. januar 2019

Ballontur

Så går det opad

Efter morgenmaden gik turen til Luxor, hvor vi blev sejlet over til vestbredden. Herfra kørte vi næsten til Kongernes Dal, hvor der var start med varmluftballon. Efter ballonen var ”pustet” op, kravlede vi op i kurven. Vi var 8 fra vores hotel og del asiater. Vi var en kurvfuld på omkring 20. Her må man kun bruge mobilens kamera. Mens vi svævede, talte jeg 30 andre balloner, så det er noget af en turistattraktion. Det blev en oplevelse uden lige. Total stilhed, når ikke gasbrænderen var i gang. Nu så vi alle de historiske steder, som vi havde set i går, undtagen Kongernes Dal, men nu fra luften. Selve solopgangen fortog sig i morgentågen, men Nilen og de frugtbare marker dannede et fantastisk kludetæppe.

Nildalens rede brede bælte med frugtbar jord

På vestbredden slutte det frugtbare, grønne agerland, og gik over i gold ørkensand. Ved landingen blev vi modtaget af en stor skare meget aggressive tiggerbørn. Fædrene holdt sig lidt i baggrunden, men falbød også ting og sager.

Der rodes på tagene

Mange steder ser vi, at der på husene er støbt søjler, og det ser ud, som husene ikke er færdige. Det er de heller ikke, men det er af en helt bestemt grund. Når en familie får en søn, skal han bo hjemme, og for at forberede dette, starter man på at bygge ovenpå. Således kan man faktisk se, hvor mange generationer, der bor i et hus. Piger skal hjemmefra og finde en mand, der så fortsætter med at bo hos sine forældre.

En lille oase midt i ørkensandet

Agerland og ørken mødes

Straks efter hjemkomsten gik turen til Karnak i Luxor, hvor vi så det imponerede Karnaktempel. Derfra gik det videre til Luxortemplet, mindst lige så fantastisk et syn. Mellem de to templer, har der været en direkte vej, som er blevet dækket af Nilen med sand og dynd. Forløbet er der blotlagt en strækning med 800 løvefigurer.

Det må være løvernes allé

Mange steder har søjlerne været væltet og knust. Nu gør man et stort arbejde med at samle dem igen. Sammenstyrtningen har været forårsaget af Nilens vand i undergrunden, der har gjort jordbunden ustabil.

Således tanket op med gamle egyptisk kulturminder kunne vi afgå fra Luxor og sejle til Esna.

Om aftenen, da det var mørkt, sejlede vi gennem et sluseanlæg og blev hævet 5-10 m op.

Efterhånden er vi godt brugte. Vi har set og oplevet, som om vi har været afsted i 14 dage, men der er kun gået 2 dage.

De manglende hoveder er blevet stjålet og solgt gennem tiderne.

Det er skulpturer, der er flere tusinde år gamle. Statuerne har en anseelig størrelse. Nogle steder er malingen den originale.

23. januar 2019

M/S Viking Premiere

Efter kl. 09.00 trænger solen varme rigtig igennem. Så har man det skønt på soldækket øverst på skibet.

Soldækket

Vi sejler med M/S Viking Premiere, som er et 20 år gammel skib og godt slidt, men det fungerer.Nilen er ikke særlig dyb så vores skib stikker kun 1,35 m.

Personalet er overstrømmende venlige og hjælpsomme og altid glade. Vi har betalt drikkepenge til en fælles pulje til alle på skibet, så der er ikke den evindelige tiggen om drikkepenge.

Samtidig har vi nogle fantastisk hyggelige og glade rejsefæller. Der er indtil flere vendelboere, så det taler for sig selv.

Vi har besøgt kaptajnen, som styre sit skib på den primitive bro.

Kaptajn og styrmand

Bag på skibet hænger redningsbåden. Den er praktiskt indrettet. Der er et par store huller i bunden, så vandet kan løbe ud, hvis det skulle skvulpe ind.

Jo, der er huller i bunden af redningsbåden

Hver dag får vi tre måltider og eftermiddagskaffe/te. Det er meget lækker mad, og personalet her er suverænt. De har altid et venligt ord, og omelet-kokken kan godt give lille standup nummer.

Så er der hjælp til omeletterne

Kahytterne i vores billige nederste dæk lige over vandspejlet og to store koøjer er lidt trange, men der er bad, og ellers skal vi jo kun sove her.

Hver morgen et nyt dyr

Efter passage af slusen, vi lagde til for natten i Esra by.

Tidlig morgen sejlede vi videre sydpå, men det lod vi besætningen klare og sov lidt længe, helt til kl. 08.00. Det blev en rigtig dasedag. Når klokken har passeret 09.00 hersker solen, og den er varm og skarp.

Det er spændende at se, hvordan landskabet skifter. De opdyrkede arealer ved Nilens bredder snævrer meget ind som to smalle bræmmer, hvor der er en del bananpalmer. Siden slusen i Esra, er Nilen blevet meget ren og flodbredderne er flere steder belagt med stensætning.

Der hentes en del sand op af Nilen, for at undgå tilsanding. Således kan man faktisk sælge sand i en ørken. Vi lægger til kaj i Kom Omo, hvor vi besøger Kom Omos dobbelttempel. Her er krokodillen blevet en gud. Selv om vi har set mange templer, søjler og andet kulturarv, er det fortsat fascinerende at gå disse steder, hvor vores verden begyndte.

På relieffet til venstre, har personen krokodillehoved.

Her er krokodillen en gud.

Brønden er gravet så dyb, at der kommer vand ind fra Nilen.

Jeg har ikke læst på lektien hjemmefra, så der kan godt være nogle data, der skal justeres.

24, januar 2019

Aswan

Her sejles der lystigt på Nilen

Dagen startede med en sejltur på Nilen med en sejlbåd, felukkasejlads. Vi fik set Awan by fra vandsiden. Vi nåede også at støde ind i en klippeø. På vandet er der også tiggere. Små drenge padler parvis rundt på et surfbræt og tigger. For at få mønterne synger det et par sange. Også når vi sejler med skibet, kommer der robåde op langs siden, og de får et reb, så de kan følge med. Så har de alskens tøj, de vil sælge.

Om eftermiddagen startede turen ved den granitbruddet i Aswan. Her ligger den ufuldendte obelisk. En obelisk udhugges i en klippe af granit i et stykke på en meget teknisk dygtig måde.. Her gik det galt. Den knækkede hele tre gange og måtte opgives. Hele den lille sten er 40 meter lang og vejer 1.100 tons.

Den ufuldendte obelisk

Derefter kørte vi over den gamle Aswan-dæmning, og over den ny, hvor vi havde et ophold. Det er et imponerende bygningsværk, men der er ikke så meget at se. På den ene side er Nasser-søen opstået, hvilket har resulteret i oversvømmelse af mange gamle bygningsværker og hele landsbyer, nubiske. Som kompensation må nubierne slå sig ned, hvor de vil i Egypten.

Aswandæmningen leverer 80 % af Egyptens elforbrug.

Her står vi på den nye dæmning, men der er ikke meget at se

Herefter kørte vi retur over den gamle dæmning og sejlede til øen med Philaetemplet. Dette tempel har tidligere ligget på en ø i Nilen, men da dæmningen blev bygget, blev den oversvømmet. Med økonomisk støtte fra andre lande, blev der gennemført en redningsaktion. Ned i vandet blev der bygget en mur omkring templet og til vandoverfladen. Så blev vandet pumpet ud. Alle klippeblokke blev nummereret og der blev lavet udførlige tegningen. Derefter flyttede man hele templet, sten for sten til øen og genopførte det. Det var en imponerende proces, selv med moderne hjælpemidler.

Philaetemplet stå flot på sin nye ø

Til slut besøgte vi Papyrus Institut også,

hvordan papyrus bliver fremstille.

Det er marven i stænglen, man bruger.

Papyrusfremstilling

25. januar 2019

En dag til søs

Hver dag sine oplevelser, og i dag ingen undtagelse. Vi var ombord på båden hele dagen og foretog os intet, ud over at passe måltiderne og nyde dagen på soldækket. Så kan man da godt fundere lidt over det hele.

Her kunne vi følge den flittige besætning. Og der blev pudset vinduer. To mand sænkede en planke, så vinduespudseren kunne pudse udvendig.

Så er vinduespudsning

Vi forlader Aswan kl. 14.00, en by med 1 mill. indbyggere med opland 2 mill. Da templerne blev bygget var der 12 mill. indbyggere.

Vi er vist omkring fyrre personer. Og det ser faktisk ud til, at vi alle har humor som et grundlæggende element i vores samvær. På den måde har vi det også rigtig sjovt. Allerede nu er vi begyndt at spredes. Nogle er taget på tur til Kairo, og ikke alle skal til Hurghada, men vi får nogle rejsefæller med.

Dagligt undrer man sig over den overstrømmende venlighed og hjælpsomhed vi møder. Personalet på båden sprudler af glæde og humor. Det er utroligt, at de kan holde den ægte gejst over for os velbeslåede turister. Man kan kun håbe, at vi bidrager til, at de får et godt liv.

På gaden og ved turistattraktionerne møder vi rigeligt med tiggere, ofte nærgående børn. Overalt er der ihærdige sælgere, der næsten spærrer vejen for os, når vi går gennem deres områder. Men tiggeri og gadesalg er for nogle en levevej. Vi oplevede i går, at før indtjekning til sejlturen til øen med det genopbygge tempel, gik vi spidsrod gennem gadesælgernes boder.

På den anden side, var det nubierne, der havde gadesalg. Ikke en eneste gang blev vi antastet, men kunne selv melde os, hvis vi var interesseret i varer. Det var en voldsom kontrast.

Hjemmefra har vi også hørt en del om sikkerhed i Egypten. Nogle lader sig skræmme af seneste terrorattentat, men det kan jo også være farligt at rejse i Danmark.

Her er der meget bevæbnet militær og politi. Ved alle alle indgange til seværdigheder skal man igennem en sikkerhedskontrol som i lufthavne. I byerne er der jævnligt små militærstillinger og vagttårne. Vi har også haft bevæbnet politi ombord. Det er ikke for at genere os, men for at give os sikkerhed.

Vi slutter dagen med egyptisk aften, hvor tjenerstaben var i nationale dragter, og nogle gæster havde også egyptisk præget tøj på. Som altid en herlig buffet.

Vi lægger til kaj for natten i Efdu.

26. januar 2019

Sidste tempel

Vi sejlede fra Efdu til Esna, hvor vi lagde kaj. Nu har vi set mange templer, men dette var meget speciel. Det har været næste dækket af aflejringer fra Nilen gennem tiderne. Nu er det udgravet, men man skulle 15 meter net for at komme til templet gulvhøjde. Og alt udgraves ved håndkraft.

Efter et kort, men spændende besøg, gik det videre mod Luxor gennem slusen. Her bliver vi sænket 6 meter ned.

Forskellen mellem vandspejlet i Nassersøen og Nilen er 26 meter.

Vi skal altid gennem basaren ind til turistattraktionerne

På en byggeplads ved molen så vi, hvordan egypterne knokler. Her skulle støbes en ny mole. Der var en blandemaskine, men alt andet var med håndkraft. I lasten på skibet, hvor blandemaskinen var monteret, hentede to arbejdere plastbaljer fyldt med grus og bar det op til ham, der ”fodrede” blandemaskinen. En anden bar cementsække, 50 kg, under armen, op til ham. En tredje bar sand, og en sidste vand. I alt det støv arbejdede de dagen lang, så kom ikke og sig, at egypterne er dovne, selv om der er mange, der går inaktive rundt.

Her i Esna ser vi en skøn blanding af alskens køretøjer, der slingrer rundt mellem hinanden.

Nu går resten af dagen med at komme til Luxor, og i morgen fortsætter vi med fly til en uge i Hurghada.

Vi ligger nu i Luxor, og i morgen venter 7 dages ferie i Hurghada.

28. januar 2020

MinaMark

"Hovedgaden" på MinaMark

Efter en voldsom turbulent flyvetur ankom vi noget forsinket til Hurghada. Her er hele standard den dog steget en del. Vi har ikke savnet noget på Viking Premiere, men her på hotel Minamark Beach Resort er der et væld af venlige, imødekommende og glade medarbejdere, der står på pinde for at betjene os med alt. Det er næsten for meget. Vi har fået et værelse, mindst dobbelt så stort som kahytten, på første sal med altan, meget lille, men den er der, ud mod hotelgaden. Der er flere svømmepøler og adgang direkte til havet. Maden er helt i topklasse, så vi trives, overtrives her på all inclusive. Gennemsnitsvægten på hotelgæsterne her er steget med 10-20 kg. Her er mange danskere og russere, men ikke dominerende.

Der er direkte adgang til at bade i Det Røde Hav. PS. Det er ikke os på billedet

Vi fik ikke set håndbold i aftes, men andre kunne fortælle om resultatet, så der var vild jubel blandt danskerne. Egypterne kigge lidt underlig på os. Vejret, er efter en dag med overskyet og lidt støvregn, igen strålende. Fra midte på formiddagen til sidst på eftermiddagen er varmt og solrigt, men solen er væk, er det koldt. Heller ikke her møder vi en af egyptens plager, myg. Det har vi det rimelig godt med.

Vi har fundet sammen med Elinor og Leif, et par gæve vendelboer med et dejligt humør og ægte vendsysselsk lune og humor.

Jeg skal lige have redigeret billederne, når jeg kommer hjem, for det går meget langsomt her.

Flot udsigt over Det Røde Hav

29. januar 2019

Venligt personale

Der luges hver dag

Det blev igen en god dag med sol og varme. Igen må man beundre Egypterne. Alle er smilende, venlige og hjælpsomme. I restauranten betjens vi af både står og lavt i hierarkiet. Der går altid en ung fyr rundt og fejer gulvet konstant. Hvis der kommer den mindste plet, bliver der også vasket. Han er meget stille, og virker noget forknyt. Ham faldt jeg lidt for, så han fik en drikkeskilling. Eller er der ingen, der beder om drikkepenge her. Det må de vist ikke. Undtagen de øverste i hierarkiet, er det meget unge drenge/mænd. Helt naturligt her, er der ingen kvinder. Guiden siger, at mange er unge veluddannede mennesker, der på denne måde tjener ind til senere i livet. Udendørs bliver alt også passet og plejet. Fliserne vaskes jævnligt, og gartnerne sidder og renholder bedene hver dag. Leif havde lige et uheld ved poolen i dag. Han kom til at smide sin Iphone i, så nu har han næsten dykkercertifikat.

Guiden kunne desværre meddele, at der ikke var tilsluning nok, mindst 4 personer til Cairoturen. Der var kun 3, men hvis vi betalte for en ekstra person, kunne turen gennemføres. Så meldte de to andre fra. Så var der kun alternativet at booke hos en lokal arrangør, og det blev jeg frarådet af sikkerhedsmæssige grund. Men så meldte to andre sig på banen, og lige nu forsøges turen gennemført, så nu venter jeg spændt.

Og turen blev til noget!

Selv cigaretskod samles op Hver dag får myggene lige lidt hostesaft

30. januar 2019

Tur til Cairo

Museet i Cairo

Allerede kl. 02.40 var der afgang til Cairo, sammen med to unge danske piger, 2 chauffører og en guide. Efter et enkelt stop, nåede vi i zigzag til Cairos trafikkaos først på formiddagen. Her kører der zig zag med jævnligt brugt af hornet. Det er utroligt, at der ikke sker flere uheld. I Cairo slutter den 6-sporede motorvej.

Første stop var Museet i Cairo. Selv om europæerne gennem tider har tyvstjålet kulturminder i Egypten, er der en samling uden lige.

Guiden siger, at det vil tage over 300 timer at se det hele. Her skal man også betale ekstra, hvis man vil fotografere, så vi nøjedes med at kigge. Alt er imponerende fra de mange guldbelagte sarkofager, de store pandora-æsker, der måler flere meter på hver led, indeholdende sarkofager, alt sammen guldbelagt, til de små sirlige guldsmykker. Her bliver man hurtigt overvældet og mættet, men en hel dag her, kunne godt bruges til fordybelse.

Derefter forlod vi Cairo, og i udkanten af byens fik vi lige frokost. Her faldt jeg i snak med en venlig gadesælger, der tog et nej for et nej. Her er, som alle egyptere, meget interesseret i, hvor vi kommer fra. Også min alder. Da de to piger kom, spurgte han, hvem de var. Jeg sagde, at det var mine to koner. Så mente han, at jeg var 27 år og ikke 72.

I sammenligning imponerer vores gravhøje ikke rigtigt dette skue

Herefter ankom vi til pyramide-området. Det virker helt forkert, at de ligge lige ved bygrænsen. Nogle har haft en byggeperiode på 20 år. Guiden afkræftede et par historiske ukorrektheder hjemme i Danmark. Pyramiderne er ikke opført af slaver. Delt ville slaver jo hurtigt kunne spolere dele af sådan et byggeri. Desuden har man beretninger om, at pyramidebyggerne har strejket for at få mere i løn.

Pyramiderne er overvældende, men der er næsten for meget virak i området til, at man kan fordybe sig lidt. Der er tilbud om kamelridt, rideture til hest, køreture med hestevogn.

Jeg slugte ikke kamlen

Så er der de evindelige tingeltangel-sælgere. Jeg fandt i med begge ben og blev påduttet flere ting og sager. De er meget venlige, og vil og det bedste. De giver gaver og tog foto med mit fotoapparat. Men da jeg gik, skulle jeg betale. Han var meget opmærksom på, hvad jeg havde i min pung, og kom nok til at betalt overpris, men så har jeg lidt til nogle af børnebørnene. Jeg blev straks ”overfaldet” af en ny, og han tog billeder og ville have penge, men nu stod jeg fast. Han blev faktisk ubehagelig og aggressiv. Mine to rejsefæller var lidt mere standhaftige, og kunne grine lidt af min dumhed, som egentlig distraherende min dvælen ved fortiden. Men det er jo en del af virkeligheden nu.

Men jeg lod mig fange af en "venlig" ung mand, der ville give mig gaver, så jeg blev lykkelig. Det udløste gode billeder af mig og mine to rejsefæller Sofia og Emelin, og det var gratis. Men jeg havde favnen fuld af ragelse, og billederne skulle nu også betales, taget med mit kamera. Pigerne var bedre til at afvise vores nye "ven", så jeg betalte nok rigeligt

Straks efter blev jeg hjemsøgt af en ny "hjerteven". Han rev kameraet fra mig og ville tage billeder helt gratis. Hans krav om betaling afviste jeg dog, men han forfulgte mig aggressivt, og ville vide, hvad jeg havde betalt han kollega. Jeg fik ham rystet af til sidst. Men jeg fik dog en del gode billeder.

Derefter beså vi Sfinksen, igen et imponerende syn, der giver respekt for den kultur, der engang opstod her, og er en af grundpillerne i vores nuværende Verden.

Sfinksen imponerer lidt mere en Jellingestenene

Således mættet af indtryk, og træt i koder og hoved, startede vi på 600 km hjem. De første 300 km kørte vi på en sekssporet motorvej, hvor den kom 1 – 2 i minuttet. Ikke ligefrem trafikkaos.

Vi var jo heldige at have en lille turistbus for os selv, så vi kunne ligge ned. Det var dog træls, at sikkerhedsselerne gnavede i ryggen. Nogle gange kørte vi over nogle huller, og det gav et bump, så alle knoglerne raslede. Ofte skal der betales motorvejsafgift, eller der er sikkerhedskontrol, og så kommer der en serie bump.

Betalingsstederne på motorvejen er imponerende

Godt mørbankede af indtryk og vejbump, var vi hjemme kl. 22.00. Men det var en unik oplevelse.

Ingen af os orkede at spise aftensmad. Karen tog en øl med på værelset, og efter et bad var det sengetid. Jeg vågnede dog hver 10-20? minutter og havde ondt. Jeg var stadig ikke kommet helt til levesiden, men op ad dagen, begyndte jeg at blive ”normal”.

eks

2. februar 2019

Lidt rejsefeber

På den ene stol strikkes der

De sidste par dage har vi ligget lidt brak. Ikke Cairo-step, diarré, men utilpashed som influenza. Der er ingen appetit, og for først gang i to dage, har jeg drukket en øl. Jeg småfryser lidt her i varmen, mens Karen sveder. Jeg er kisteglad for, at jeg var i Cairo, inden det begyndte. Sidste nat var jeg nok oppe 20 gange. Ondt i alle led, og en påtrængende væskeudladning. Jeg laver lige en statistik i nat. Ellers er alt vel her. Vi har vore herlige rejsefæller, og en sand hær af venligt og hjælpsomt hotelpersonale.

Min stol er lige ledig

4. februar 2019

Afrejse

Egentlig sluttede vi dagen i går med en lille tur i Hurghada. Den blev ikke særlig lang, men det blev hurtigt ensformigt. Der ligger ens butikker side om side, og der står gadesælgere med ens varer på gaden. De er dog ikke så påtrængende, men eftersom vi ikke lige var på toppen, gik det ret hurtigt tilbage til MinaMark. Her hersker stadig en besynderlig form for renholdelse af ude-områderne. En ung fyr gik rundt og polerede og pudsede gelænderne, der var af sortmalet støbejern. Men indvendig i skabene på værelserne ligger der et tykt lag støv på hængslerne. Ikke noget problem, men en underlig prioritering.

Her kunne vi sidde og se duerne drikke vand af pollen. Jeg har aldrig set duer stikke hele hovedet under vand og tage nogle ordentlige slurke, men sådan kan man jo sidde og iagttage naturens fænomener.

Ellers er der stort set forbud mod at transportere egen kuffert. Det er der folk til. De samme folk sikrer også, at der bliver betalt drikkepenge. De forskellige grupper af hotelpersonale, har hver sin påklædning, og der er masser af personale. Det gælder også ved indgangen/udgangen. Her sidder der konstant 2 vagter.

I lufthavnen er der ligeledes et væld af personale, og gang på gang skal vi vise pas, uden at vi egentlig kan se noget formål. Men alt sammen er jo en del af oplevelsen ved at være væk fra det hjemlige.

Lidt statistik. Hurghada har et indbyggertal på 250.000. Byen består af flotte hotel-resorts, forfaldne/lukkede hoteller, nybyggeri af hoteller og boligkomplekser, slum, luksusboliger og alt derimellem.

Cairo er ikke anderledes, men her bor 16, 222 mill. mennesker.

Vi har haft en fantastisk ferie blandt utrolig venlige og smilende egyptere og hyggelige danskere.

På Nil-krydstogtet havde vi Anne Grete som guide, dygtig og behagelig, og i Hurghade trådte Mette lige så dygtigt og kompetent til. Stor ros til Atlantis.

Vi mødte dog lige modsætningen i flyet. Der sat en midaldrende ægtepar på vores pladser, og de ville ikke flytte sig. Jeg måtte have fat i stewardessen, for at få den til at flytte sig hen på de pladser, der stod på deres boardingcards. Så mødte vi noget af den danske negative mentalitet.

Hjemme i kulden, kunne jeg ikke lige finde bilen, måske den stod lige for næsen af os. En kop rødvin, og ikke rødvand, så var det sengetid. Undervejs var vi dog blevet angrebet lidt af Cairo-step. For første gang i 15 dage sov jeg i intervaller på 2-3 timer.