Tur til Cairo

Museet i Cairo

Allerede kl. 02.40 var der afgang til Cairo, sammen med to unge danske piger, 2 chauffører og en guide. Efter et enkelt stop, nåede vi i zigzag til Cairos trafikkaos først på formiddagen. Her kører der zig zag med jævnligt brugt af hornet. Det er utroligt, at der ikke sker flere uheld. I Cairo slutter den 6-sporede motorvej.

Første stop var Museet i Cairo. Selv om europæerne gennem tider har tyvstjålet kulturminder i Egypten, er der en samling uden lige.

Guiden siger, at det vil tage over 300 timer at se det hele. Her skal man også betale ekstra, hvis man vil fotografere, så vi nøjedes med at kigge. Alt er imponerende fra de mange guldbelagte sarkofager, de store pandora-æsker, der måler flere meter på hver led, indeholdende sarkofager, alt sammen guldbelagt, til de små sirlige guldsmykker. Her bliver man hurtigt overvældet og mættet, men en hel dag her, kunne godt bruges til fordybelse.

Derefter forlod vi Cairo, og i udkanten af byens fik vi lige frokost. Her faldt jeg i snak med en venlig gadesælger, der tog et nej for et nej. Her er, som alle egyptere, meget interesseret i, hvor vi kommer fra. Også min alder. Da de to piger kom, spurgte han, hvem de var. Jeg sagde, at det var mine to koner. Så mente han, at jeg var 27 år og ikke 72.

I sammenligning imponerer vores gravhøje ikke rigtigt dette skue

Herefter ankom vi til pyramide-området. Det virker helt forkert, at de ligge lige ved bygrænsen. Nogle har haft en byggeperiode på 20 år. Guiden afkræftede et par historiske ukorrektheder hjemme i Danmark. Pyramiderne er ikke opført af slaver. Delt ville slaver jo hurtigt kunne spolere dele af sådan et byggeri. Desuden har man beretninger om, at pyramidebyggerne har strejket for at få mere i løn.

Pyramiderne er overvældende, men der er næsten for meget virak i området til, at man kan fordybe sig lidt. Der er tilbud om kamelridt, rideture til hest, køreture med hestevogn.275

Jeg slugte ikke kamlen

Så er der de evindelige tingeltangel-sælgere. Jeg fandt i med begge ben og blev påduttet flere ting og sager. De er meget venlige, og vil og det bedste. De giver gaver og tog foto med mit fotoapparat. Men da jeg gik, skulle jeg betale. Han var meget opmærksom på, hvad jeg havde i min pung, og kom nok til at betalt overpris, men så har jeg lidt til nogle af børnebørnene. Jeg blev straks ”overfaldet” af en ny, og han tog billeder og ville have penge, men nu stod jeg fast. Han blev faktisk ubehagelig og aggressiv. Mine to rejsefæller var lidt mere standhaftige, og kunne grine lidt af min dumhed, som egentlig distraherende min dvælen ved fortiden. Men det er jo en del af virkeligheden nu.

Men jeg lod mig fange af en "venlig" ung mand, der ville give mig gaver, så jeg blev lykkelig. Det udløste gode billeder af mig og mine to rejsefæller Sofia og Emelin, og det var gratis. Men jeg havde favnen fuld af ragelse, og billederne skulle nu også betales, taget med mit kamera. Pigerne var bedre til at afvise vores nye "ven", så jeg betalte nok rigeligt

Straks efter blev jeg hjemsøgt af en ny "hjerteven". Han rev kameraet fra mig og ville tage billeder helt gratis. Hans krav om betaling afviste jeg dog, men han forfulgte mig aggressivt, og ville vide, hvad jeg havde betalt han kollega. Jeg fik ham rystet af til sidst. Men jeg fik dog en del gode billeder.

Derefter beså vi Sfinksen, igen et imponerende syn, der giver respekt for den kultur, der engang opstod her, og er en af grundpillerne i vores nuværende Verden.

Sfinksen imponerer lidt mere en Jellingestenene

Således mættet af indtryk, og træt i koder og hoved, startede vi på 600 km hjem. De første 300 km kørte vi på en sekssporet motorvej, hvor den kom 1 – 2 i minuttet. Ikke ligefrem trafikkaos.

Vi var jo heldige at have en lille turistbus for os selv, så vi kunne ligge ned. Det var dog træls, at sikkerhedsselerne gnavede i ryggen. Nogle gange kørte vi over nogle huller, og det gav et bump, så alle knoglerne raslede. Ofte skal der betales motorvejsafgift, eller der er sikkerhedskontrol, og så kommer der en serie bump.

Betalingsstederne på motorvejen er imponerende

Godt mørbankede af indtryk og vejbump, var vi hjemme kl. 22.00. Men det var en unik oplevelse.

Ingen af os orkede at spise aftensmad. Karen tog en øl med på værelset, og efter et bad var det sengetid. Jeg vågnede dog hver 10-20? minutter og havde ondt. Jeg var stadig ikke kommet helt til levesiden, men op ad dagen, begyndte jeg at blive ”normal”.