Det er med af finde en grimasse, der kan passe, når man tvinger sig selv til en cykeltur i det gode vejr. Jeg ved fra min tid som licensrytter, fik jeg at vide, at jeg smilede, når det var rigtig hårdt. Nu er det mere fordi, at når det er rigtig hårdt ligner min grimasse et smil. Og det er jo rart nok. Jeg ved ikke, om det var derfor alle smilede til mig i dag. Nu hilser jeg altid og smiler til folk. Det samme gør alle de skønne mennesker jeg møder på brabrandstien. Ældre, der motionerer, unge der kører ræs, de hilser ikke så meget, alle fædre og mødre med deres dejlige børn. Det er trods vores alles problem, meget opløftende. Og så er det tid til afslapning efter 63 km.

Jeg tilbringer megen tid sådan her, men nu er er fortov ud mod Højvej og stikvejen rengjort og feje. Der er sprøjtet for alger på fliserne, men det virker vist ikke. Der er savet brænde og stabel, ryddet op i brændskuret, vasker bil, støvsuget bil, beskåret buske og Madonna sørger for at slå plænen, men min gamle plæneklipper lige overlevede en tur mere ude i det grønne ved P-pladsen. Jeg overvejer at klippe hækken på forskud. Det er meget lettere nu. Så nu må jeg nok tilbage. Her får jeg også ind imellem gode ideer, som nedenstående. Kan vi bruge det?

Gavebord på køkkenbordet fra vores kære Opdatering på bryllupsdag. Jeg var lidt for hurtig ude i går. Vi skulle ikke have restemad. Vi fik en udsøgt menu, take away, fra Pøt Mølle leveret til døren af Jesper og Celina. Ikke gullash, men en lækker mørbradgryde med cocktailpølser, perleløg og en udsøgt sovs. Hertil pommes frites. Vi har aldrig fået så gode, sprøde og velsmagende pommes frites før. Og retten var simpelthen gourmet. Aldrig har take away smagt så godt Herudover var der flasker med ædelt indhold og blomster. Dog ikke fra Pøt Mølle. Nu er kærlighed ikke bare et parforhold, men et familieforhold. Det er vist tydeligt sagt her. Og der var også en hilsen til farfar Vi elsker vores dej

Skejby er fantastisk. Her holder de bryllupsdag for os Kære alle venner og lignende Nu blev vores bryllupsdag markeret ud over alle grænser. Det var både utilsigtet og tilsigtet. Vi har haft et forholde siden 6/6 1964, så det er en meget gammel nyhed. Men det er 52 års bryllupsdag. I denne tid, er sådan en dag jo speciel, da vi fejrer den med os selv og alle de hilsener, der af forskellige kanaler dukkede op. Vi er usikre på fremtiden, men tror det bedste. Jeg startede dagen med at bliver undersøgt i den store kanon, scanner, på Skejby for at se, om man kun finde årsagen til min ungdomssløvsind. Jeg mødte kl. 08.15 og var gennemfotograferet kl. 11.30. Det gik fint med at finde afdelingen, me

Igen en solrig dag. Vores solsorte starter den skønne morgensang omkring kl. 5.00. Jeg tager tid i morgen tidlig. Efter c. ½ timer bliver der stille igen. Jeg tager tid i morgen tidlig. Samtidig nyder vi mange andre af havens ugle i denne tid, hvor der er så stille. Det blev dogen cykeltur. Nu skulle kadaveret testes. Jeg satsede på 60 km, men da jeg nåede Sabro efter rundturen, manglede jeg to km. Da krampen satte ind ved lyskrydset i Sabro, måtte jeg trille hjem, og nyde Karens lette frokost i haven. Men nu er jeg igen blevet farveblind på ruten. Gad vide, om det er en virus. Jeg kan ikke tage print screen, som sagt virker farverne ikke altid. Og i denne tid, kan man jo ikke bare få hjælp.

Så fik jeg rettet til farver, men jeg ved ikke hvordan! Nu drømmer vi om sol og forår, selv om hele landes er i krise, ja hele verden på grund af coronavirus. Selv min PC driller. Den vil ikke printe i farver, og print screen er holdt op med at virke. Derfor er dagen billede i sort/hvid.Med det skønne vejr, kunne jeg ikke lade være med at tage en cykeltur, selvom energien ikke er stor. Det skulle så også være på Orbeaen, min sommercyklen, og det gik bare strygende, især de første 15 km i medvind. Selv modvinden kunne ikke ødelægge mit forårshumør. Det havde været skønt at kunne gengive turen i forårsfarver, men det blev så ikke i dag. Men det sidder på nethin-den sammen med 50 km. Ellers mød

Jeg har haft nedenstående indlæg liggende i nogen tid, og måske kommer det kun på min hjemmeside. Nu har EU i mellemtiden endelig reageret, men efter min mening med over en måneds forsinkelse, og uden selv at tage initiativer, som landene ikke selv allerede har foretaget. Hvor er EU? Jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmålet: Hvor har vi EU lige nu? Måske mere berettiget. Hvad har vi EU til? Det er nu, der er brug for EU! Det virker på mig helt grotesk, at vi stort set intet har hørt fra EU i denne verdensomspændende krise. Vi ved, at EU administrerer milliarder af euro, dels til mange mærkelige og ulogiske støtteordninger, og egne lønninger. Jeg fatter stadig ikke, at alle landmænd,

Ofte synes vi, at vi oplever mange spændende og gode ting i vores liv, men den verdensomspændende Cornona-virus er alt andet end spændende og god. Jeg synes fortsat det er helt uvirkeligt. Vi har aflyst alt sammenkomst med andre mennesker, og holder os hjemme. Vi oplever, at det værste i mennesket dukker op. Egoismen. Hamstringsbølgen er helt rov-dyrisk og uværdigt for mennesker. Vi skal være glade for, at der er øvrighedspersoner, der gør deres bedste for os. Vi har store grupper af gode medmennesker, der passer deres jobs for vores skyld. Heldigvis ser vi også frivillige melde sig i massevis for at hjælpe. Det har fået mig til at begå et indlæg i Århus Stiftstidende og et opslag på faceboo