top of page

Tak for anerkendelsen

Debatindlæg sen

Sendt til Århus Stiftstidende.

Jeg tillader mig en ydmyg kommentar til Per Hovgaards indlæg i Århus Stiftstidende den 7 marts 2018 på siden Opinion.

Hvor er det befriende, at folk med viden og indsigt i andres arbejdssituation, kan sætte tingene på plads. Nu er det ikke fordi, jeg har den store indsigt i lærernes situation og arbejdsforhold gennem tiderne. Jeg har kun været i faget i 37 år. Derfor er jeg glad for, at sagkundskaben sætter tingene på plads. Lærerne er blevet et forkælet folkefærd. I 70'erne kunne de uden ekstrabetaling tage på hyttetur i weekender. Jeg tog oven i købet min kone, sygeplejerske, med som ekstra bemanding, uden den luksus, der hedder aflønning, men helt gratis. Det var tider. Dengang tog lærerne også på turen til Bornholm eller anden lerskole i sommerferien, uden det store tillæg. Lærerne underviste det fastsatte timetal, uden den store skelen til den detalje, der hedder forberedelse. Det kunne man bare gøre derhjemme i sin fritid, hvis man ville have dagen i skolen til at forløbe gnidningsfrit og ansvarligt. Altså hvis man mødte op til timens start, og ikke sad på lærerværelset og drak kaffe, for det gør alle lærere jo. Det med forældresamarbejde var en ekstra gevinst for jobbet, noget man man klarede om aftenen, uden skelen til timetal og løn. Ren fornøjelse. Dengang tog man ansvar. Siden er Pisaundersøgelser blevet det store mantra. Mange ukyndige eksperter frasiger sig i dag disse undersøgelser, test, som uegnede til at måle den hele elev. Så er det dejligt, at vi har en ekspert her, som kan sætte disse tests på plads også. Jeg blev så glad, da jeg læste dit indlæg, Per Hovgaard. Jeg blev rigtig stolt over mit virke som lærer, når jeg har læst dine skarpe iagttagelser. De var som du gav mig et rødt æble oppe ved katederet. Tak.

Specielle Nyheder
Debatindlæg
Arkiv
bottom of page