Bevæget afsked

Mens flere frugter er på det sidste, synger vi også på sidste vers her i Outeiro Gatos. Egentlig bor vi nærmere den lille by Sepateira lige på den anden side af floden Ribeira, der tæller en snes huse. Alligevel formår man her at vedligehold og forskønne. Man modtages af et flot byskilt. Højre side af vejen er godt nok lukket af med et mindre pænt betondige, vistnok privat. Modsatte side er der sat dyrehegn op, fine gitterporte og nyplantede tujaer og drypvanding. Rabatten er naturligvis pænt slået og vedligeholdt.

Men det er Gatos, der er vores by, selv om en af de skønne piger i Centro de Dia er fra Sepateira. I dag var det så sidste måltid her i Centro de Dia, Dagcenteret. Vores to ”gamle” piger serverede og præsenterede maden, og ”truede” for sjov med fisk. Efter middagen dukkede kære Teresa op. Hun er i en ledende stilling inden for ældreforsorgen i området. Teresa er så elskelig en pige, der tager så varmt og kærligt imod os altid. Hun er ikke Plinios datter for ingenting. Det blev en meget bevæget afsked med disse skønne mennesker, og resten af staben, og et forhåbentlig gensyn næste år, hvis helbredet holder.