Hor do wot i Hobro

Tre runder her giver op- og nedture.

Til overskriften kan jeg kun sige, at jeg har lige været til cykelløb i Hobro, og det var en herlig oplevelse. Jeg var på forhånd klar over, at jeg manglede distance og tempo i stængerne. Men som Gunnar Nu sagde: Det er vigtigere at deltage end at vinde! Nu ville skæbnen, at jeg kørte de godt 75 km alene, jeg var den ældste, og den langsomste, jeg fik krampe, men jeg vandt på en måske billig baggrund. Men der var ingen, der ville stille op mod mig. Egentlig er det utroligt, at der kun stiller 9 H60, 2 DB og 1 H70 til start. Der burde få DCU til at tænke sig om, men det har jeg forsøgt at få dem til i mange år. Det skal dog ikke tage glansen af Hobros perfekte gennemførte cykelløb.

Nu blev der blomster til fruen, præmiepenge til børnebørnene og selvtillid til den gamle.

Der var krise på 3. omgang, hvor krampen i venstre ben meldte sig, men jeg fik den talt ned, så jeg kunne gennemføre. De to første omgange gik med en lav puls. Man kan ikke køre cykelløb med en puls på 125-130, men mekanikken ville det ikke anderledes. Først på sidste omgang kom pulsen op, men det var med krampe og for sent. Nu betød det ikke noget, for konkurrenterne var fraværende. Tak for det!