Nationale paradokser

Gennem denne corona-tid synes jeg, at nationale, kulturelle, religiøse og racemæssige konflikter er blusset op, og egentlig blevet paradoksale.

Vi ønsker at bevare vores nationale kendetegn, og frygter lidt udefrakommende nationaliteter. Jeg er ikke nationalist, men tilhænger af, at vi markerer os med danske symboler, der burde være eviggyldige. Således fjerne vi gerne fremmede bannere, da det støder vores nationalfølelse. Men igen i dag, på Valdemars dag, Dannebrogets dag, Genforeningsdagen, ser man skoler og lokalcentre undlade at flage. Det er et spørgsmål om penge, siger de ansvarlige. Vi er nødt til at nedprioritere vores land! Men du kan selv komme og hejste flaget op og ned! Er vi godt nok så fattige?

Vi ønsker at begrænse, forbyde, fremmede kulturer og religiøse markeringer, for vi er jo danske og som sådan tilhører den danske folkekirke.

Men hvor er reelt opbakningen til den danske folkekirke. Andre religioner kan samle mennesker i hobetal, mens vores kirker desværre stå næsten tomme søndag efter søndag.

Og i kirken formidles der meget andet end kristendom. Der formidles medmenneskelig forståelse, tolerance, indsigt i de aktuelle emner, glæde og meget mere. Ja, måske ren kristendom alligevel?

Vi har racelighed og frisind, men hvor bliver ansvarligheden af, når man på TV kan lave de groveste racistiske jokes til plat underholdning?

Det er ikke tåbelige, voldelige massedemonstrationer med dæmoniske oppiskere, der gavner.

Hvis vi vil bevare vores danske værdier, bør vi da holde fast i dem, eller i det mindste, gå aktivt ind i dem, og vise, at vi mener det.