Aktiv dag i Quinta Rebeira
5. juli 2022
I går indledtes så de sædvanlige aktiviteter på Quinta de Rebeira.
Med lidt tilløb, klædte jeg om til den første cykeltur. Den traditionelle tur er her fra Quinta Rebeira, Mêda, ned i dalen op til Trancoso og retur på højederyggen. En tur på 67 km. Men noget har forandret sig! Mon de er klimaforandringer. Turens vejprofil føles anderledes. Først den korte markvej med stigning på 9% er blevet mærkbar. Derefter 6 km opkørsel, 6-8% til Mêda bringer morgenmaden lidt i oprør. Endelig nedkørsel med 62km/t, men straks en opkørsel på 5-8% til Marialva, men så går det ned i dalen og det flade land. Det er også blevet lavet om. Der kommer jævnligt korte stigninger op til 8%. Jeg er fornuftig og korter turen lidt af, og kører en kortere vej op til Trancoso! Den var kortere, men 8 km med konstant 5-8%. Således beriget af minde gode idéer, rullede jeg på brosten det sidste stykke op til borgen i Trancoso. Men nu var det oppe på højderyggen, flad landevej hjem. Men også her var vejen blevet krøllet. Med jævne mellemrum opstigninger på 6-9%. Ja, der er også nedkørsler, men de er overstået i løbet af ingen tid. Trods alt en god tur i "behagelig" varme, mellem 35-45 GC. Dagen fornøjelse gav en nat med krampe i benene. Men så kan du lære det!
Jeg opdagede ikke de to tilfælde, hvor pulsen gik i 0.
Egentlig skulle jeg i gang med min anden traditionelle opgave med at fjerne ukrudt fra de grusbelagte områder omkring Quinta Rebeira. I stedet betragtede jeg havfruen.
Dagen i dag startede å med lidt havearbejde. Samtidig kan man glæde sig og kirkeklokken i nabobyen Sapateira. Inden timeslagene lyder et skønt klokkespil. Kort tid efter kommer timeslagene. Og efterfølgende gentages timeslagene. Det er en tradition fra gammel tid, da folk ikke gik med ure, så de ude i markerne kunne følge med i tiden. Grunden til gentagelse af timeslagene er, at man ikke glemmer at tælle timeslagene. På den måde får man en ny chance. Tidligere kunne man høre kirkeklokkerne fra Avoloso og Gatos også, men det er åbenbart ophørt. De kom ikke på en gang, men med med korte mellemrum, og klokkespillet fortalte, hvilken kirke, det drejede sig om.
Andre ting har også forandret sig. Tidligere kunne vi sidde under træerne i "abegrotten" og høre cikadernes sang. Det kan vi ikke mere. Nogle siger, at man mistet hørelsen til de høje frekvenser, de udsender. Men mærkeligt nok, kan jeg høre lyden på nettet.
Frøerne kvækker heller ikke mere ned i floden, bækken. Måske fordi der er meget lidt vand.
Således er alt næsten ved det gamle.
Dagen i dag er gået med "havearbejde" og skriverier.
Jeg skal have journaliseret min billeder fra turen, og måske have skrevet lidt på mit foredrag, jeg skal holde på Sabro Lokalcenter. Ja, det er nu omdøbt til Folkestedet. Vore meget aktive og progressive politikere er maget dygtige til at anvende vores skattepenge "fornuftigt. Således skiftede vi jo også Århus ud med Aarhus, men nyskabte en bydel Aarhus Ø. Vores renovationsselskab kunne ikke hedder Affaldsvarme, men blev omdøbt til Kredsløb? Visse steder i kommunen kunne man godt tænke sig lidt bedre kredsløb mellem ørerne.
Men nu truer en skøn dag i fred og ro, i sol og varme.
Comments