Cykelsæsonen startet
4. april 2023
Så er jeg aktiv medlem af Sejs-Svejbæk Cykling. Der var opstart i søndags, hvor vi var 8 i min gruppe, hold 3, efter sigende dem, der ikke kører så hurtigt, flest kvinder. I aften blev det så til en lille tur på 29 km. Denne gang var vi kun 3, og jeg må sige, at jeg er kommet lidt i kvindehænder. De kører i et rask tempo, og jeg kan mærke, at jeg netop mangler tempo. Det får man ikke ved solokørsel. Det kan dog være lidt deprimerende, når vi kører opad med 10 % stigning, og det sker jævnligt, kan de sidde og snakke, mens jeg skal kæmpe for at holde 76 år gamle ben i gang. De har dog forstået, at det er ret formålsløst at få mig med i snakken, når det går opad. Jeg er dog overbevist om, at når sommeren nærmer sig, er jeg kommet i lang bedre form. Det tegner i øvrigt til at blive et godt cykle-år. I Sejs er der træning tirsdag og torsdag aften og søndag formiddag. Onsdag går turen til hjertevennerne ved Brabrand sø. Men at cykle i tørvejr, på tørre veje og solskin i denne flotte natur er en ekstra gevinst ved at bo i Sejs.
Commentaires