top of page

Flagermus vigtigere en børn?

22. juni 2024



Fugl eller fisk - børn eller flagermus

af Allan Søndergaard


Langdalsvænget, Silkeborg

TRAFIK Jeg har forsøgt at gøre opmærksom på de farlige forhold, der eksisterer for cyklister på Julsøvej/Sejsvej på strækningen ind til Silkeborg.

Jeg har skrevet til borgmesteren, der har sendt min henvendelse videre til trafik- og vejafdelingen.

Jeg har så fået et omfattende svar, hvoraf det fremgår, at Julsøvej ikke i diverse planer er prioriteret i forhold til at opdatere sikkerheden for cyklister.

Nu kan man med et halvt øje se, at cykelvejen til Silkeborg ikke er trafiksikker for cyklende. Jeg går ud fra, at kommunen gerne undværer en del biler i Silkeborg. Det tyder den opgraderede P-afgift da på. Så hvorfor ikke opgradere sikkerheden for cyklister?

På lange strækninger kører cyklister lige op ad bilisterne, der må køre 80 km/t.

Jeg påstår ikke, at bilisterne kører for hurtigt, som det fremgår af besvarelsen fra trafik- og vejafdelingen. Og det er ikke mig, der har bedt om den fartkontrol politiet lige har sat i værk.

På strækninger kan en Christianiacykel med børn lige være på den såkaldte cykelsti. Ingen kan overhale, undtagen man kører ud på vejbanen. Forældre der gerne vil oplære deres børn i sikker cykling fortager en yderst farlig oplæring. For vil de cykle med deres børn på indersiden, må de selv cykle på vejbanen, alternativ lade børnene gøre det.

Eller må børn køre foran eller bag den voksne, altså uden mulighed for den voksne at støtte barnet.

I min henvendelse til borgmesteren, videresendt til Trafikteamet Vej og Trafik stillede jeg det spørgsmål: Hvad prioriterer i højst. Børn eller flagermus?

Svaret var: »Det er et forståeligt spørgsmål du stiller, men trafikanter og flagermus er ikke sammenlignelige«.

Og det sætter jo tingene i perspektiv, men åbner for helt essentielle spørgsmål. Hvad skal prioriteres?

Når nu ingen kan, vil se de trafikfarlige forhold der er for cyklister på Julsøvej, kan jeg komme med en løsning, der ikke afhjælper de elendige sikkerhedsforhold, der er for cyklister på Julsøvej, men kan gøre cyklisternes forhold lidt mere sikre. Og det er en billig løsning.

Efter byskiltet i Sejs er den 60 km-begrænsning, senere ophæves det.

Fjern begge skilte og sæt skilt med 50 km. Efter jernbanebroen fra Silkeborg med 30 km fjernes ophævelsen af 30 km og erstattes med 50 km.

Hvor svært kan det være?

Hvis jeg får skiltene, skal jeg gerne sætte dem op. Jeg ved godt, at denne fartbegrænsning ikke er med i diverse kommunale planer, men hvis der er en vilje, er der en vej.

Hvis der ikke er en vilje, er der ingen vej.

Jeg efterlyser en vilje.


Læs tidligere indlæg her:


MIDTJYLLANDSAVIS

29. maj 2024

 

Debat

AF ALLAN SØNDERGAARD

LANGDALSVÆNGET, SILKEBORG

 

TRAFIK Jeg har svært ved at se både logik og fornuft i fartbegrænsningen på Nordskovvej i Silkeborg på grund af flagermus.

For det første er flagermus ikke aktive om dagen, så hvorfor fartbegrænsning når der ingen flagermus er?

Som mange andre skiltninger kunne man bare tilføje tidsintervallet for fartbegrænsningen. En mulig, ikke logisk begrundelse må være, at nogle eksperter mener, at enkelte flagermus er »blinde« og ikke kender forskel på nat og dag. Egentlig flyver flagermus vel heller ikke så lavt.

Det befinder sig mest flere meter oppe i luften. Og der må jo være sket mange flagermusulykker, da man måtte køre 60 km/t, men det er vist aldrig dokumenteret. Det er som at sætte et skilt op med »Badning Forbudt« på toppen af Himmelbjerget.

Kommunen kan så vende det blinde øje til på Julsøvej fra Sejs ind til Silkeborg. Her færdes mange cyklister, ofte mødre og fædre med børn på deres små cykler.

Her er der kun delvis cykelstier. De må køre efter hinanden, da der ikke er plads til, at de voksne kan køre ved siden af deres børn som sikkerhed. De lange stræk uden cykelsti er nærmest en dødsfælde, hvis voksne vover at køre til Silkeborg med deres børn.

Hvorfor er der ikke fartbegrænsning her. Nåh nej, det handler jo kun om børns sikkerhed og liv, så det tages ikke så tungt som flagermusenes sikkerhed.

Det er heller ikke sikkert for voksne, når bilerne suser tæt forbi med 80 km/t. Hvis en fartbegrænsning her skulle følge »flagermus-logikken«, så skal der være fartbegrænsning om natten.

Men der kommer jo ingen børn. Nej, så er der jo heller ikke fare for cykelulykker med børn involveret, må kommunens »fornuftige« konklusion være.

Og nej, jeg har ikke kendskab til alvorlige ulykker for børn på cykel på Julsøvej, men det er måske manglende viden fra min side. Begrundelsen er nok, at voksne simpelthen ikke tør køre til Silkeborg med deres børn på cykel.

Mon ikke Julsøvej er den eneste indfaldsvej til Silkeborg, der ikke har en trafiksikker cykelsti?



Comments


Specielle Nyheder
Debatindlæg
Arkiv
bottom of page