Muito calor

18. juli 2022

Der er lagt liv og sjæl i menuen hos Beatrize

Her er vi så til lunch, som Nuno ynder at kalde det. Efter messen var vi inviteret til endnu en ad Betatriz´ udsøgte middage. Det starter med en whisky, skænket af Nuno, ikke helt godt for mit helbred, men så er der lækker suppe, ovnstegt grisebov, melon, kage, og kaffe. Maden indtages i den kølige kælder, men mad er her en ting, der skal overstås. Nok en gammel tradition fra landbrugssamfundet, som vi kender det fra barndommen. Lidt mere tid må Beatriz´ egentlig godt tage, men hun er konstant i aktivitet og henter og bringer. Og det er hårdt at sidde for længe ved bordet. Kun Nuno har en stol, specielt designet til ham, vist også lidt i spøg. Vi andre sidder på små trætaburetter, der er noget mere ubehagelige i længden en en cykelsadel.

Vi starter i Nunos stue med det altid kørende TV, dog uden lyd, men her er der klimaanlæg og dejligt køligt. Når maden er indtaget, siger Nuno okay, og så er der opbrud. Egentlig rart, at der ikke skal overtales til et længere besøg, og tiden trækkes ud. Vi er mætte og klar til lidt afslapning. Nuno er så heller ikke på toppen. Kæmper med sukkersyge og medicin.

Vor mest brugte portugisiske gloser er:

Muito calor! Meget varmt.

Selv for portugisere, er det usædvanligt varmt.

Forinden havde vi været til messe. Heldigvis var det en afløser. Sort, men langt mere vedkommende og naturlig og tiltalende. Nu er det ikke sådan, at vi forstår så meget, men messen er en god oplevelse. Der veksles mellem den katolske kirkes ritualer, tekster og prædiken. Men hele vejen igennem bidrager koret, lokale borgere, med sang, der også istemmes af menigheden. Gennem hele messen deltager lokale med oplæsning af tekster.

Efter messen samles folk lidt og snakker. Tidligere var der en bar, hvor man mødtes til en kop kaffe eller øl. Vi får hilst på de fleste, selv præsten skal lige sende et vink, da han kører. Han er ikke ankommet i en prangende bil og har ikke parkeret lige uden for kirkedøren. Han har vores store sympati.

Set udefra er kirken i Outeiro de Gatos ikke særligt prangende.

Vi bemærker også, at søndag og messen er ugens højdepunkt. Damerne komme i deres fineste tøj og smykker og de har sikker lige været hos frisør. Mændene er lidt mere anonyme. Derfor gør det et stor indtryk på os, at søndagen og messen er en højtid.

Vi kørte så til Mêda og fik vores fadøl efter messe og middag hos Nuno.

Egentlig er Mêda en kedelig by, ligesom mange andre i Portugal og Spanien. En lige gade, og så er det slut. Men der er mange små restauranter og cafeer inde bagved og ud til hovedgaden.

Umiddelbart er hovedgaden i Mêda kedelig.

Mandagen skulle byde på lidt mere "køligt" vejr. Så en tur til marked i Mêda og cykeltur til Trancoso og middag i Centro de Dia.

Nuno ville komme om morgenen og vande jordbærkrukkerne. Han ankom på traktor og hilste godmorgen, men jeg opdagede, at han ikke rigtig havde det godt. Jeg gik hen til ham, og han bad om en stol. Åbenbart havde han fået et ildebefindende, på grund af varmen, sukkersygen, medicinen, men jeg aftalte, at jeg ville køre ham hjem, når vi kørte til Mêda. Jeg har tilbudt at vande jordbærrene før, men jeg skulle holde ferie. Nu bad han mig om at vande dem, og om hjælp til at at tilføre kemikalier til poolen. Han fik det bedre, og insisterede på at køre hjem på traktoren. Vi flugte ham i ubemærket afstand, og han kom godt hjem.

Herefter kom ture til Trancoso i modvind, men på "højderyggen" hjem i medvind. Varmen var bare behagelig og fadøllen var kold.

Middagen i Centro de Dia var igen på tre udfordringer. Hovedretten igen fisk. Ikke helt min kop te, men den var utroligt velsmagende. En håndstor, rødlig fisk til hver, mør og lidt torskeagtig. Her er salt ikke en nødvendighed. Saltbøssen er ikke på bordet, hverken her, på restaurant eller hos Beatriz. Også peberet er sendt hen, hvor det gror. Og kan maden så spises. Ja, nu smager den ikke bare af salt, men af de ingredienser, den består af. Og det er ikke så ringe.

Vi læser meget om skovbrande i Frankrig, Spanien og Portugal. Her ser vi dem kun som røgsøjler, men nik 100 km herfra, heldigvis.