Tåbelige trommer dræber hele stemningen
- Allan Søndergaard
- 9. feb.
- 2 min læsning
9. februar 2025

"Jeg fatter ikke, hvorfor der skal sidde nogle få og ødelægge oplevelsen ved dansk håndbold for de mange? Jeg fatter ikke, hvem det er, der ønsker den hovedløse larm", skriver Allan Søndergaard.
Århus Stiftstidende 9. februar 2025
Allan Søndergaard, Sejs
Læserev.
DEBAT: Nu har vi nydt vores fantastiske landshold servere håndbold i verdensklasse. Vi har også oplevet et publikum i verdensklasse. De kunne skabe stemning med egen drivkraft. Vi har været dejligt fri for de stemningsdræbende trommer.
Nu er vi så kommet hjem til den danske turnering, og straks har de tåbelige, hjernetomme trommer også indtaget tilskuerpladserne. De har kun ét formål: At skabe bevidstløs larm og ødelægge stemningen.
Jeg fatter ikke, hvorfor der skal sidde nogle få og ødelægge oplevelsen ved dansk håndbold for de mange? Jeg fatter ikke, hvem det er, der ønsker den hovedløse larm. Er det klubberne, eller er det spillerne?
Hvis ikke publikum selv kan skabe stemning, så er det, fordi spillerne ikke kan levere varen.
Senest så vi det til kampen mellem Aarhus og Ikast i kvindeligaen. Godt nok var der kun nogle få tilskuere, men deres forsøg på at skabe stemning blev overdøvet og ødelagt af stemningsdræberne med trommer. Og så havde stemningsdræberne fået deres helt egen platform, og deres larm i en næsten tom hal slog ethvert forsøg på stemning blandt publikum totalt ihjel.
Det blev ikke bedre, nærmest værre, i opgøret mellem Ringsted og Nordsjælland. Her kunne publikum skabe stemning, men det blev totalt ødelagt af de stemningsdræbende støjsendere.
Men som sagt: Tomme tønder buldrer mest. Af samme grund er jeg holdt op med at gå til håndboldkampe.
Hvorfor kan man ikke lære af et verdensmesterskab og se, at det er publikum, der skaber stemning omkring underholdende håndbold.
Comments