Lokumsfilosof(i)

8. maj 2024.

Nej ikke også her i Midtjyllands Avis, vil nogen nok sigen. Andre siger måske? God skrevet. Og jeg kan nok ikke lade være.

Nu drejer det sig om en lokumsfilosofs lokumsfilosofi, jeg måtte reagere på.

Jeg vedhæfter artiklen her.

Mere læsbart udgave til dem uden Midtjyllands Avis:

AF ALLAN SØNDERGAARD

LANGDALSVÆNGET, SILKEBORG

TOILET »Luk lokummerne« skriver Christoffer Trane Løvstad, Virklund i Midtjyllands Avis den 7. maj i klummen Midtjyske Meninger. Klummen handlede om de ofte uhygiejniske og beskidte offentlige toiletter.

Og jeg er helt enig med ham ud fra den beskrivelse, han giver. Og det er beskæmmende, at nogle borgere ikke har en bedre adfærd på de offentlige toiletter.

I Silkeborg er det en fantastisk service, at der er offentlige og gratis toiletter. Men Christoffer ski(y)der lidt ved siden af brættet. Nu hører jeg selv til den ældre del af borgerne, og det er slet ikke dem, Christoffer pisser på, tværtimod.

Men alligevel pisser hans kronik mig af. Jeg må selv indtage en hel del medicin, og heraf er en del vanddrivende. Det betyder, at jeg får et enormt behov for at lade vandet, alternativt tisse i bukserne. Jeg kan ikke dosere min medicin efter min lyst til at besøge den dejlige by Silkeborg, jeg bor selv i Sejs.

Derfor er det fantastisk at opleve, at der et par steder i Silkeborg er offentlige, gratis toiletter. Men jeg har prøvet at aflevere konen til behandling i byen, men kunne ikke parkere der.

Jeg måtte køre lidt rundt og, da trangen meldte sig voldsomt. Jeg fik parkeret ved stationen, vist nok ulovligt, og steppede hen til stationsbygningen, men her fik man kun adgang via mobilen og vist nok en betalingskort, som jeg ikke havde med.

Med en hånd på rattet og den anden som en mekanisk vandlås, gik det ud af byen for at finde et afsides sted. Jeg smuttede forbi det første og fik vendt bilen og drønende ind på et jernbaneområde, hvor der stod indkørsel forbudt. Jeg åndede lettet op, og efter at have lettet mig for over én liter trykkende væske, og det tager sin tid, kunne jeg igen køre ind til byen og hente min kone. Alternativet ville have været at tisse ud for et parcelhus, en boligkarré, eller efter Christoffers mening midt på torvet.

Og en anden ting, som Christoffer elegant overser. En del kvinder, især lidt ældre, lider af inkontinens, ufrivillige vandladning. Nu er det lettere for en mand at finde en hæk eller andet og lade vandet ubemærket ved, men det er ikke lige så diskret for det modsatte køn. Luk lokummerne. Hvorfor er det altid det negative, der skal sejre?

Så selv om jeg er meget enig med Christoffer langt hen ad vejen, så er hans budskab til mig: Luk lokummerne og bliv hjemme.

Baggrunden for læserbrevet:

AF CHRISTOFFER TRANE LØVSTAD

VIRKLUND

Carl har lagt bleen. Det er i sig selv så stor en begivenhed, at det bør nævnes i avisen. Journalister har imidlertid endnu ikke været på sagen, men det er der råd for. For som Carl råber fra toilettet – jeg klarer det bare selv.

Og De slipper ikke her. At smide bleen har ikke været let for mindstemanden her i huset. Carl har på intet tidspunkt udvist nogen form for interesse i at gå på toilettet. Han har travlt med så mange andre vigtige ting. Samle snegle, klatre i reolen, hænge på hovedet i en ribbe eller tegne på væggene. Hvordan skal der så være tid til det kedelige toilet? Men det skal der altså. Nuvel, træerne gror ikke ind i himlen og ingen kan holde sig for evigt. Ej heller Carl. Nu hvor bleen er lagt skal det derfor af og til gå ret hurtigt med at finde et toilet. Det har bragt mig steder, jeg ellers ville have forsvoret at opsøge: offentlige toiletter.

Lad os bare indlede med byens mest centralt beliggende toilet på Torvet i Silkeborg. Vi holder meget af at besøge Torvet og Silkeborgs midtby. Der er gode butikker og masser af mennesker og liv i de nyrenoverede gågader. På Torvet møder vi ofte forhenværende fotohandler Jens Lauritsen. Han har formentlig engang fremkaldt billeder af mig og i hvert fald solgt mig mit første kamera. Det gør han ikke længere. Nu underholder han byens børn med et væld af legeredskaber og ikke mindst sit smittende humør. Og nå ja – lommen fuld af vingummibamser. Det er alt sammen meget godt, men selv en vingummibamse skal jo forlade kroppen før eller siden. Det gælder også for Carl. Vi har derfor opsøgt toiletterne i den nyopførte bygning overfor kirken. Naivt gik jeg ud fra, at der var rent og pænt. Det var først på dagen. Frokostjazzen er ikke startet endnu, så tissetrængende ældre herrer burde der jo ikke være nogle spor af på brættet. Der måtte da nok være pænt. Jeg tog så grueligt fejl. Et kig ind på det, der står angivet som »pusleplads«, kan få enhver til at overveje bleen igen.

Samme oplevelse havde vi dagen efter på det ellers hyggelige Odden. Her er opført et pragtfuldt madpakkehus med dertilhørende toiletforhold. Om det er unge mennesker, der benytter stedet til fest og druk om natten og misbruger forholdene på det groveste, ved jeg ikke med sikkerhed, men der var så ulækkert, at det ikke kan beskrives her.

Samme historie kunne jeg fortælle om de helt nye faciliteter på Søndertorv. Ja sågar ude ved det ellers idylliske Slåensø! På kommunens offentlige toiletter flyder det med affald og afføring. Pis og præservativer. Opkast og efterladenskaber af enhver art. Undskyld mit sprog, men det er sådan forholdene er. Det kan vi ikke være bekendt. Det kan vi ikke byde byens borgere, turister eller børn. Og slet ikke de mennesker, der har til opgave at gøre rent på disse steder. Det er ulækkert og det er uanstændigt. De forhold skal ingen bydes at arbejde under. Jeg tror ikke på, at det kan ændres. Derfor: luk de offentlige toiletter. Brug pengene på noget andet. Der er ingen, der tager til byen på grund af toiletforholdene. Tværtimod.