Problemminister og problemulv

19. august 2026

Midtjyllands Avis bringer et nyt debatindlæg om ulve.

Debat: Har vi en »problemminister«?

ULV Den nye minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, er en handlekraftig mand, som politikere er. Straks det kom frem med den truende ulv, erklærede han, at den ville blive skudt samme dag. Det viser sig ikke uventet at det var varm luft, som andre politikeres løfter. Men da det så skete, skulle han lige vise sig som supermand, som en anden jæger med lit de parade af ulven som den, der havde løst ulveproblemet i Vestjylland.

Usmageligt, latterligt. Men problemet er ikke løst her, når den »ensomme problemulv« måske er fjernet fra den frie natur. Måske har vi en problemminister?

Ifølge Naturstyrelsens vicedirektør Mads Jensen, hvor han bliver spurgt om, det er den rigtige ulv, der er nedlagt, hvilket han dokumenterer således:

»Det, jeg siger, er, at der er rigtig mange ulve, der ligner hinanden. Og den her er en del af den gruppe, der ligner hinanden.«

Og det skulle være beviset for, at det er den rette ulv, ministeren har præsenteret på lit de parade.

For mig er de goddag-mand-økseskaft på højeste ekspertplan.

Når der sker et alvorligt ulveangreb på mennesker, peger pilen på ministeren, som den ansvarlige. Det har han selv sørget for. Ministeren og alle andre aner ikke spor om, hvor stor ulvebestanden er, og helt naturligt vil der dukke flere såkaldte problemulve op.

Jeg får kvalme, når jeg hører diverse naturfolk og eksperter udtaler sig teoretisk og »videnskabeligt« om ulveangreb, når virkeligheden er en ganske anden.

Fra dem lyder det, at ulven ikke er farlig, og møder man en, skal man blot vende fronten mod dem og nedstirre dem, eventuelt larme. Man må endelig ikke vende ryggen til dem.

Forklar lige det til et barn på 5-7 år, der med rædsel flygter fra en ulv. De børn, der har mødt ulve på nært hold, er jo skræmt fra vid og sans. De er ikke bare mærket i situationen, men påvirket mentalt lang tid efter med frygt for at møde en ulv, eller en ulvelignende stor hund. Hvorfor er det kun de lidt lalleglade ulvetilhængere, der udtaler sig. Hvor bliver psykologerne af, der skal bearbejde disse børns traumer og de voksnes frygt?

Det er jo og bliver en konstant angst.

Der ydes krisehjælp, bare man har set en ildebrand. Hvorfor ydes der ikke krisehjælp til børn, der er blevet opsøgt af en ulv?